Kamp om ukrudt i kolonihaverne
Politisk flertal vil forbyde brug af pesticider - V protesterer
Brugen af pesticider til at bekæmpe ukrudt i Roskildes mange kolonihaver bliver nu en del af et politisk opgør. På det seneste møde i Miljø- og Klimaudvalget besluttede et flertal, at det skal forbydes, men Venstres Peter Madsen var uenig, og sagen skal nu behandles i byrådet. Udvalgets formand, Jonas Paludan (El.) Forklarer, at kommunen på denne måde vil være med til at beskytte grundvandet, så det i fremtiden også kan bruges til drikkevand. - Vi ved godt, at det ikke kan forandre situationen afgørende. Men det er et lille bidrag i den rigtige retning, siger han og henviser til, at landets største dagligvare-koncern Coop med butikker som Brugsen, Kvickly, Irma og Fakta også har stoppet salget af denne type ukrudts-middel. Venstres medlem i udvalget er helt uenig og sendte derfor sagen videre til endelig afgørelse i byrådet: - Folk i kolonihaverne kan godt selv finde ud af, om de vil bruge den slags ukrudts-middel eller ej. Det skal kommunen ikke bestemme. Vi taler jo om produkter, der ikke er ulovlige, men som kan købes helt legalt. Kommunen har mulighed for at udstede sådan et påbud, fordi den ejer jorden, som de forskellige havekolonier har ejet. Derimod kan den ikke bestemme over parcelhuse og andre ejerboliger, hvor grunden tilhører den enkelte. tk