Fortsæt til indhold

Den lokale Warwik øl er tilbage på hylderne

Egebladet glæder sig over, at de populære og lokale Warwik øl nu igen sælges i butikken

Arkiv
Kim Schou

Lokale øl hitter. Selvom de er lidt dyrere end almindelige pilsnere, så får man også en større smagsoplevelse og når smagsoplevelsen så endda er lokal, så kan det ikke blive bedre.
”Vi er i hvert fald glade for, at kunne tilbyde dem til kunderne, og efterspørgslen har været stor, siden vi lancerede Warwik før pinse,” fortæller Susanne Grinderslev, indehaver af Egebladet i Torvegade i Varde.
Butikken nåede at få øllene inden pinse, og det betød, at mange borgere fik lokale øl i Fars Dags gave.
”Vi holdt åbent på Fars Dag, og solgte mange ting, blandt andet øl. Selv tyske turister skulle lige høre, hvad det var for en dag, vi fejrede og de købte så også de lokale øl. Det er også en anden form for souvenirs at tage med hjem,” tilføjer hun.

Stadig is

Selvom butikken sidste år havde en isbutik i et lejemål nedenunder, betyder det ikke, at der ingen is sælges nu.
”Vi har stadig forhandling af italiensk is i bæger to go,” fortæller Vibeke Højbjerg Petersen, medarbejder i butikken.
”Nu hvor vi nævner italiensk is, så havde vi den 2. maj en italiensk aften her i Egebladet. Det var med Inger Harborg, som stammer her fra lokalområdet, men nu har bosat sig i Italien,” tilføjer Vibeke Højbjerg Petersen.
”Det var en rigtig hyggelig aften, hvor der var fuldt hus. Men bare rolig. Vi har mange andre arrangementer på bedding, så tjek vores Facebook side, ” slutter Susanne Grinderslev.