Fortsæt til indhold

Få besøg af en fremmed ven

Arkiv
Anette Gundlach

Man kan få besøg af en fremmed ven, når Roskilde om få uger vrimler med festivalgængere, pressefolk og andre, der har med årets store musikbrag at gøre.
Visit Roskilde vil i samarbejde med Roskilde Festival hjælpe folk til at få overnattende festivalgæster på besøg. Hvis man har lyst.
Direktør for Visit Roskilde Jens Müller forklarer, at man i mange andre lande længe har haft mulighed for at sove og spise hos en familie, der hvor man var på ferie.

På spansk visit

Han har selv prøvet konceptet af, da han for nylig var på besøg i Cuba.
Foruden at sove hos en cubansk familie, blev han budt med til maden omkring aftensbordet.
- Man får et helt andet indtryk af befolkningen og landet, og man kommer ind under huden på dem, forklarer Jens Müller og fortsætter:
- Også selvom man som jeg ikke forstod sproget særligt godt.
- Man lærer deres kultur at kende på en helt anden måde og man får nogle lokale tip, man ellers ikke havde en chance for at få.
Festivalens talskvinde Christina Bilde er også vild med at komme på ukendt familiebesøg på sine rejser med familien til udlandet.
- Det er en meget berigende at måde at lære andre at kende på. Og man får nogle gode oplevelser, siger Christina Bilde.
- Jeg synes, man kommer til at se på sig selv med andre øjne, når man kommer på besøg hos folk, man ikke kender.
Hun forklarer, at der i øjeblikket generelt er en tendens til, at flere byder fremmede indenfor i deres hjem.

Telt i haven

- Tilbuddet behøver ikke være så fint. Det kan sagtens dreje sig om, at gæsterne får lov til at stille et telt op i haven, siger Christina Bilde.
Hun forklarer, at selvom det er festival, er det ikke alle der er interesserede i at bo på festival-pladsen.
Byd en fremmed indenfor konceptet bliver skudt i gang netop nu. Ideen er, at den skal fortsætte, så gæster året rundt kan overnatte privat og få et indblik i Roskilde og roskildenserne.
Jens Müller fortæller, at han synes tiltaget er spændende, fordi man får mulighed for at lære en anden kultur at kende:
- Man får samtidig mulighed for at fortælle ens egen historie om byen.
Hvis man har lyst til at få besøg eller er interesseret i ideen, kan man kontakte Visit Roskilde.
Man er ikke forpligtet til noget, og man kan nøjes med at prøve det af en enkelt gang.
Man bestemmer selv, hvem man vil have boende, og hvad man tager for det.
Vil du vide mere så klik her.

ag@roskildeavis.dk