Dameklubben så lyserødt
63 kvinder i Alssund Golfklub slog et slag for kampen mod brystkræft
Der var forskellige aktiviteter både før og efter Pink Cup turneringen denne weekend i Alssund Golfklub. Blandt andet chipkonkurrence, salg af æblemost og muffins, tipskupon og foredrag om kærlighed ved Lisbeth G. Petersen.
Indsamlingen startede i april med modeshow, hvor klubbens medlemmer viste tøj og udstyr fra pro-shoppen, og fortsætter i hele golfsæsonen indtil medio august. Den afsluttes med en 9-hullers parturnering med efterfølgende lotteri, hvor trofaste sponsorer fra områdets forretningsliv har doneret præmier. Alssund Golfklub håber igen i år at kvalificere sig til landsfinalen på Lübker Golf Resort 19. september.
De 30 klubber, som indsamler flest penge samlet set og pr. deltager, går videre til den store landsfinale. Herudover får 10 klubber wildcards til landsfinalen. De 10 klubber findes ved lodtrækning. Der venter deltagerne en festlig dag med udfordrende golf, lækker mad og ikke mindst et overdådigt præmiebord.
Pink Cup er Danmarks største golfturnering for kvinder. I 12 år har kvindelige golfspillere rundt om i landet gjort en stor indsats for at gøre opmærksom på og indsamle penge til Kræftens Bekæmpelses arbejde med brystkræft inden for forskning, forebyggelse og patientstøtte. Hvert år spiller ca. 5.000 kvinder med i turneringen, hvor interessen for golf forenes med kampen mod brystkræft. Siden turneringens start har deltagerne indsamlet over 23 millioner kroner til sagen.