Fortsæt til indhold

EfB fylder 90 år - husker du mon disse drenge?

EfB’ere fra otte årtier trak forleden i jubilæumstrøjen i anledning af EfB’s 90 år

Arkiv
Arkiv

Først kommer Egon Jensen, 76 år, strateg på 60'ernes guldhold og siden træner i EfB. Så kommer målmand Verner Beck, 69 år, som kunne råbe ”Jeg har!” helt til Fanø. Den næste er Jens Jørn Bertelsen, 62 år, motoren på slut-70'ernes succesrige EfB-hold.
Vi er klar til at gå i prøverummet i administrationen på Gl. Vardevej. I anledning af EfB's 90-års jubilæum har Sportigan designet en jubilæumstrøje med snører i halsen, og EfB-spillere fra flere årtier kommer for at prøve trøjerne, lade sig filme som optakt til festlighederne – og udveksle spydigheder.
“Bliver vi kun seks? Er alle de andre døde?,” lyder det fra Egon Jensen, der dog selv kan nævne et par holdkammerater fra guldholdet, som har nået plejehjemsalderen.

Snøre i bolden

Så kommer den tidligere landsholdsanfører, Jens Jørgen Hansen, 75 år, solbrun og lige så veloplagt som holdkammeraten fra 60'er-holdet.
“Der var nu ikke snører i de trøjer, vi spillede i, men det var der i bolden. Når vi sendte den ind over, sørgede vi for, at snøren vendte væk, så de ikke fik buler i panden af at heade til den,” siger Jens Jørgen Hansen med en kendt sætning fra Sir Stanley Matthews i kærlig erindring.

Udvikling på alle planer

Næste i prøverummet er Gregor Nielsen, 80 år, den hurtige wing fra 50'er-holdet, som aldrig bliver stueren, når han ruller sig ud med historierne. Og til sidst kommer Hans Henrik Andreasen, blot 34 år, efter dagens træning med superligatruppen. Seks spillere, der spænder over otte årtier af EfB's historie, er samlet.
“Havde man været med i alle 90 år, ville man have oplevet en udvikling på alle plan. Jeg har været med siden 1973, og alene i den tid er der sket store forandringer. Det glæder mig enormt, at EfB følger med tiden og udviklingen. Og så tror jeg på, at de gamle dyder, sammenhold og kammeratskab, stadig eksisterer i klubben,” siger Jens Jørn Bertelsen, EfB's landsholdsrekordholder med 69 landskampe.

Jubilæumstrøje kan købes

Esbjerg forenede Boldklubber blev stiftet 23. juli 1924. Klubbens jubilæum vil blive markeret i forbindelse med kampen mellem EfB og SønderjyskE søndag den 27. juli kl. 19.00 hjemme på Blue Water Arena.
Du kan allerede nu bestille jubilæumstrøjen på Sportifo.dk.