Sådan mindes Egon og Jens Jørgen guldtiden
To af de helt store profiler fra det EfB hold, der tilbage i 60'erne sad tungt på tronen i dansk fodbold hedder Egon Jensen og Jens Jørgen Hansen. Førstnævnte debuterede allerede som 17-årig for EfB i 1955, men dengang vidste ingen endnu, at man snart gik ind i en sand guldalder.
“Det var en rimelig almindelig EfB tid, hvor det gik lidt op og lidt ned. Men så ændrede nogle ting sig. De store talenter fra junior og yndlingeholdene kom op på førsteholdet, og samtidig fik vi i Rudi Strittich en fantastisk træner. Vi vandt jo stort set alt, hvad vi rørte ved, og det tog vi med oprejst pande,” siger Egon Jensen med et smil, men tildeler straks en stor del af æren til Strittich:
“Han var fantastisk. Pludselig skulle vi træne tre gange i stedet for to, der var taktiske oplæg og sommetider tog vi sågar til Oksbøl Hotel og overnattede inden vigtige kampe. Vi svarede regning ved at spille godt. Rudi var også en mand, som gik meget op i, at der ikke var kliker og andet på holdet, så vi havde et unikt sammenhold i truppen dengang,” siger Egon Jensen om de glade amatørdage, hvor der var plads til at skeje mere ud end i dag.
“Men faktisk var Rudi rundt på byens beværtninger aftenen inden kampe for at se, om nogle af os sad der. Gjorde vi det, så blev vi sgu sendt hjem,” siger Egon Jensen, der efter 363 kampe for EfB, fortsatte med at arbejde på kontor, men også blev træner for EfB og førte klubben fra 3. division til 1. division og vandt pokalfinalen i 1976.
At EfB's hold tilbage i 60'erne var et sandt guldhold blev afspejlet på landsholdet, der var fyldt med EfB spillere.
Èn af de andre spillere fra 60'ernes gyldne hold var Jens Jørgen Hansen, der især husker sit første seniormesterskab som en stor begivenhed. “Der kom jo flere til, men det første var det største,” siger han og fortsætter:
“Det var en god tid med et særligt sammenhold.I dag rejser man mere rundt som fodboldspiller, mens mange af os fra dengang havde kendt hinanden siden drengetiden og stadig i dag har kontakt med hinanden,” fortæller Jens Jørgen Hansen, der også gik trænervejen efter sin aktive karriere, ligesom han arbejdede som lærer på Boldesager Skole. På spørgmålet om, hvorfor han tror, at fodbold har så stor betydning for så mange mennesker, siger Jens Jørgen:
“Det er fællesskabet ved en oplevelse. Ligesom at gå i teatret eller balletten. Fodbold er bare mere folkeligt. Da jeg spillede, stod mine kollegaer altid i samme hjørne og på samme flise og råbte. De var fælles om en oplevelse. Det er deri, essensen ligger. Det er folkeligt, og man engagerer sig. Sammen.”