Fortsæt til indhold

Duften af sko er tilbage i fabrikken

WMP Sko er rykket ind i den gamle skofabrik på Fabriksvej

Arkiv
Lars Saugbjerg

“WMP” står der på skiltet. Det er bogstaverne for William Marius Petersen. Han grundlagde en skofabrik i Fredericia i 1921. Hans søn Palle Petersen overtog fabrikken, der på sit højeste havde 86 ansatte. Men i 1988 lukkede den, da markedet mere eller mindre blev oversvømmet af billige sko fabrikeret i udlandet. Idag - 26 år senere - er der pudsigt nok igen sko i den gamle fabrik. Og faktisk er det Palle Petersens søn, Jørgen Petersen, der er rykket ind. Sidste år købte han bygningen for at indrette skomageri og butik.
Der står rutinerede kræfter bag foretagendet på Fabriks 5. Jørgen Petersen er flasket op på skofabrikken. Palle Petersen trækker stadig på sine gamle, solide kontakter i branchen. Og den erfarne skomager Jørgen Mulberg, der i sin tid drev skomagerforretning på 6. Julivej er også involveret. Det samme er Marianne Petersen - Jørgen Petersens “bedre halvdel” - som står i lære hos Mulberg.
“Det er lidt af en historie, men hør engang,” lyder det fra Jørgen Petersen.
“Marianne stod i mesterlære hos Mulberg, da en mand kom ind i forretningen. Han tilbød at købe butikken, og Mulberg fik et tilbud, han ikke kunne sige nej til. Desværre fik Mulberg og Marianne ikke mulighed for at fortsætte i forretningen - og så var det jeg sagde: Vi åbner da et skomageri! De tog mig på ordet, og så blev der ellers investeret i værktøj og skomagermaskiner,” fortæller Jørgen Petersen.

God Kemi

Marianne smiler, og kigger på Mulberg.
“Vi har en god kemi,” konstatere hun - og skomageren nikker.
“Jeg brugte fire år på at blive udlært. Marianne skal nok kun bruge 2 ½. Hun er mere kvik end mig... Da hun spurgte, om jeg ville være med her på Fabriksvej, betænkte jeg mig ikke et sekund,” siger den 70-årige Mulberg
Jørgen Petersen nikker genkendende til snakken om den gode kemi.
“Det er fantastisk at få en glad kone hjem hver dag,” siger han med et stort smil.
Og han har flere grunde til at smile. Forretningen WMP åbnede den 1. maj, og i sidste uge - på den første udsalgsdag - var butikken fyldt med kunder hele dagen.
“Folk skulle jo lige lære, at vi bor herude på Fabriksvej. Det tror jeg, at de har lært nu. Torsdag havde vi over 200 dankorttransaktioner. En af kunderne købte 13 par sko.”
Forretningen tager sig også af ortopædiske tilretninger - og naturligvis alle typer reparationer. Folk, der har øje for kvalitet, får repareret deres sko. Det kan nemlig betale sig...