Fortiden inviterer nutiden på familievenlig Sankt Hans
23. juni:Tag fortiden ved hånden og fejr børnevenlig Sankt Hans med godtfolk fra alle fire historiske miljøer i Sagnlandet Lejre.
Til Sankt Hans fejrer vi midsommeren og de lange lyse nætter. Det har danskerne gjort i mange år før os, også dengang der ikke var noget, der hed Danmark. Da hed det ganske vidst ikke Sankt Hans - det er tilnavn, der er kommet med kristendommen og de mange år der er gået. Men det skal nu ikke skille os ad.
- Markering af sommersolhvervet er en af de ældste fester vi kender, og derfor en begivenhed, der binder os sammen med vore forfædre, fortæller Laurent Mazet, arkæolog og ansvarlig for jernalder- og stenalderområderne i Sagnlandet Lejre.
Alle fire tidsperioder, der er repræsenteret i Sagnlandet - stenalderen, jernalderen, vikingetid og 1800-tallet, er derfor med til at fejre sommersolhvervet Sankt Hans aften.
- Og nutiden er inviteret! tilføjer Laurent Mazet med et grin.
Pak madkurven og bliv en del af festlighederne.
I nutiden, altså d. 23. juni 2014, lægger båldalen i Sagnlandet græs til Midtsjællands største picnic. På denne særlige aften er åbningstiden udvidet til kl. 22, og kommer man efter kl. 17, er entreen halv størrelse.
Aktiviteterne i båldalen er åbne hele aftenen, og på buebanen er der aftenbueskydning helt frem til kl. 20.
Kl. 20 sættes faklerne til bålet, som snart blusser op. Traditionen tro bliver Midsommervisen sunget ved bålet efterfulgt af fakkeloptog til Offermosen og Sagnlandets traditionelle og stemningsfulde sang om Lygtemandens skjulte skatte. Her kan gæster se historien i øjnene og gå side om side med jernalderfolket i optoget mod mosen, hvor jernaldergudinden Nerthus kræver sit årlige offer, og menneskeforsamlingen bliver et hoved mindre…