Foreningslivet holdt for nar!
Hvad er der dog sket?
Undertegnede er helt enig med Hvidovre Avis, der på vegne af mange engagerede, frivillige ledere efterlyser gennemsigtighed og lige vilkår, når idrætslivet skal støttes af kommunale midler. Hvis formanden for Kultur- og Fritidsudvalget (KFU) så blot havde kunnet give dokumentation for, at alle relevante foreninger blev behandlet ens, ja, så var der jo slet ikke noget problem. Men det er der! Derfor stemte jeg på det seneste møde i KFU for første gang i 12 år imod en sponsoraftale mellem Hvidovre kommune og Hvidovre Badminton Club (HBC) med følgende bemærkning: ¿Hvidovrelisten ser gerne tilskud til HBC, men mener, at der er tale om en urimelig forskelsbehandling i forhold til øvrige foreninger, hvorfor vi ønsker at fremføre et ændringsforslag til kommunalbestyrelsen¿. Allerede ved sidste genforhandling af HBC-kontrakten i maj 2012 stillede jeg med udgangspunkt i sponsoraftalen med HBC forslag i KFU om at invitere lignende foreninger til at søge aftaler på lignende vilkår. A, F og O stemte imod og sendte sagen til forvaltningen for at få et forslag til retningslinjer. Det mente jeg ikke var nødvendigt, da vi jo allerede havde truffet beslutninger, som kunne bruges som modeller. Fra Volleyball og Tennis var der f.eks. efter opfordring fra KFU-formanden fremsendt selvstændige ansøgninger om flerårige aftaler og med lige så favorable modydelser. Disse ansøgninger støttede Liste H og O, mens A og F stemte imod! Herefter begærede jeg sagen indbragt for kommunalbestyrelsen - helt i overensstemmelse med Hvidovrelistens politik, og det vi har lovet vore vælgere. Sagen havde jo allerede alt for længe stødt vores retfærdighedssans. HBC¿s særydelse, der havde fundet sted i 10 år var jo baseret på, at HBC - der ikke blot var danske mestre men også ejere af en dyr hal ¿ ved indgåelsen havde ekstraordinære økonomiske forpligtelser. 10 år senere var situationen en helt anden, og naturligvis burde den vurderes i den rette sammenhæng. I liste H ønsker vi jo i det hele taget, at de enkelte sager bliver set i deres åbenlyse sammenhæng, og vi er ikke særlig glade, hvis nogen behandles forbløffende godt, mens andre føler, at de bliver holdt for nar. I den aktuelle sag har jeg undervejs glædet mig over forvaltningens vilje til at bidrage med kvalificeret og konstruktivt materiale. Da KB i forbindelse med debatten om pengene til HBC havde besluttet, at der skulle kigges på retningslinjerne, fremlagde forvaltningen allerede i august 2012 et meget sagligt forslag til retningslinjer for sponsorater til frivillige foreninger. Samtidig gjorde den opmærksom på, at der skulle findes økonomisk dækning, hvis der var ønske om aftaler med flere frivillige foreninger. Det eneste, der kom ud af det, var at A forsøgte at ¿fodre hunden med sin egen hale¿, da de endelig i december 2012 foreslog at omkontere KFU¿s profileringspulje til en sponsorpulje. Et beløb på kun 156.233, - kr. Der var mest af alt var tale om en kannibalisme i idrættens egne rækker, hvor der har været stor glæde over de mange mindre beløb til vigtige, uforudsete begivenheder i løbet af året. Derfor stillede Hvidovrelisten forslag til en separat sponsorpulje på 500.000 kr. Dette forslag indgik herefter i den følgende politiske behandling. Ved det seneste budget forsøgte A og F sig igen med et ¿selvfinansieringsforslag¿, mens Hvidovrelisten fik støtte fra O, V og T til en ren sponsorpulje på 600.000, - kr., der ville kunne sikre en fair løsning for alle ansøgere - inklusiv HBC. Ved valget fik vi sammen et flertal, som vi naturligvis bør indfri ved igen at bakke op om forslaget til glæde for mange af idrættens ¿ildsjæle¿, der øger livskvaliteten i vores kommune ved at berige rigtig mange børn, unge og ældre. Pengene er der, og selv beskedne midler kan i samklang med frivillighed have utrolig stor effekt for mange. Så derfor fremsætter Hvidovrelisten ved næste byrådsmøde et forslag, der både vil kunne være en stor forbedring af den aktuelle situation for idrættens mest aktive foreninger og opleves som mere retfærdigt.