Fortsæt til indhold

Nyt bigbox-center erstatter Vestcentret

Det gamle Vestcenter er revet ned og skal erstattes af nye butikker. Dog ikke i klassisk center-format

Arkiv
Peter Friis Autzen

Et bigbox-center er et center, hvor hver butik har sin egen indgang, og hvor der ikke er fællesarealer med centerplads og lignende.
Sådan et bigbox-center planlægger selskabet Norcap at bygge på grunden, hvor Vestcentret indtil for nylig lå.
Hvis alt går efter planen, kan de første butikker måske slå dørene op allerede til efteråret næste år.
“Men det er kun, hvis alt glider uden problemer og forsinkelser,” siger direktør og ejer, Rune Kjærgaard.
Norcap har hovedkontor i København, men Rune Kjærgaard bor i Fredericia. Og han glæder sig over firmaets første projekt i hjembyen.
“Der er et rigtig godt potentiale her på grunden. Normalt investerer vi først, når lejerne er på plads. Men her røg Vestcentret på tvangsauktion, og så slog vi til på muligheden, selvom vi altså endnu ikke har lejerne på plads. Men der er stor interesse, og vi har allerede en god dialog med flere butikker, der gerne vil ligge her. Det er butikker, der ikke er i Fredericia i forvejen - og for den enes vedkommende også en butik, der heller ikke findes i nabobyerne. Det skal nok blive godt,” siger han og hæver stemmen for at overdøve en stor gravko, der er i gang med at fjerne de sidste rester af Vestcentret.

Etaper

Aktuelt arbejdes der med lokalplanen for området.
Lokalplanen afgør, hvad og hvor meget, der må bygges på den gamle Vestcentergrund. Og det er en langvarig proces at få en lokalplan på plads og gennem offentlig høring.
“Men det er også en vigtig ting at gøre ordentligt. Så selvom vi selvfølgelig gerne vil i gang med byggeriet hurtigst muligt, er det vigtigere at finde den rigtige løsning først,” sier Rune Kjældgaard.
I mellemtiden kan grunden komme til at ligge tom.
“Jeg vil være ked af det, hvis folk ser grunden og tror, at vi har droppet projektet. For det gør vi ikke. Men vi kan selvfølgelig først gå i gang, når alle formalia er på plads,” siger han.
Når lokalplanen og meget andet er på plads, kan byggeriet gå i gang.
“Vi vil bygge i etaper, efterhånden som lejerne skriver under. Men det er bestemt ikke usandsynligt, at det hele kan bygges på én gang. Det vil vi i hvert fald helst,” siger Rune Kjældgaard.
Bigbox-formatet er valgt, fordi mange butikker ikke ønsker at betale til fælles indendørsarealer i et storcenter.
Samtidig er bigbox-centre mere fleksible, fortæller Rune Kjældgaard.
“Centret kan ret hurtigt omdannes og eventuelt udvides. Og hvis én butik har brug for mere plads, mens en anden har brug for mindre, kræver det ikke mange bygnings-omlægninger,” siger han.
“Til gengæld er bigbox-centre ikke en arkitektonisk perle,” erkender han.
I forvejen er den hvide bygning, der var nabo til Vestcentret, et bigbox-center.