Fortsæt til indhold

"SønderjyskE er min klub"

SønderjyskE henter sin nye sportschef for fodbold fra egne rækker. Hans Jørgen Haysen er klubmand helt ind til benet

Arkiv
Peter Rasmussen

SønderjyskE har med omgående virkning ansat Hans Jørgen Haysen som ny sportschef i klubbens fodboldafdeling. Den 38årige sønderjyde overtager posten efter Ole Nielsen, som netop er blevet offentliggjort som ny sportschef i Viborg FF.
Hans Jørgen Haysen har et indgående kendskab til fodboldbranchen og ikke mindst til SønderjyskE, hvor han både har været tilknyttet som superligaspiller, administrativ medarbejder og senest som cheftræner for klubbens U19 ligahold.
Ifølge adm. direktør Klaus Rasmussen har klubben fundet den rette mand til jobbet:
"Vi har dygtige medarbejdere i organisationen, og vi ser derfor altid først i egne rækker. Hans Jørgen Haysen kender klubbens DNA, og har stort set siden etableringen i 2004 været ansat i forskellige funktioner hos os. Han er hårdtarbejdende, målrettet og har også flair for den vigtige, administrative del af jobbet som sportschef," siger han og fortsætter:
"Han er fodboldfagligt dygtig, hvor han med sin erfaring som spiller på øverste hylde og en træneruddannelse har et indgående kendskab til mekanismerne i dansk topfodbold."

Har en god kemi

"Hans Jørgen Haysen har, meget vigtigt, også en god kemi med superligaholdets trænerteam og med folkene i talentsektoren, som er et højt, prioriteret område i klubben.
Han har helt fra begyndelsen af processen været vores topkandidat som ny sportschef, og vi er glade for, at han har sagt ja til de nye udfordringer," understreger Klaus Rasmussen.
Rollen som sportschef er en udfordring, man bare ikke kan sige nej til, og for Hans Jørgen Haysen er det samtidigt en drøm, der nu går i opfyldelse:
"SønderjyskE er min hjerteklub, og er den klub, der først og fremmest har haft størst betydning for mig. Det gælder både som spiller og i de efterfølgende år som medarbejder i organisationen. Jeg har efterhånden været involveret i de fleste af klubbens funktioner, og udviklingsmæssigt har det derfor også været naturligt at takke ja til den store udfordring," siger han: Han fortsætter:
"Jeg er selvfølgelig meget spændt, og brænder i den grad for at komme i gang med opgaverne. Mange idéer og tanker skal vendes med cheftræner Lars Søndergaard, assistenttræner Peter Enevoldsen og det øvrige superligateam, som jeg glæder mig til at samarbejde med. Yderligere ser jeg frem til, at vi i fællesskab skal fokusere på en endnu tættere samhørighed med vores talentsektor. SønderjyskE er ikke en superligaklub med de største, økonomiske muskler. Men vi har gennem årene vist, at vi kan skabe bemærkelsesværdige resultater i landets bedste fodboldrække med en ydmyg tilgang, en god portion sønderjysk stædighed og hårdt arbejde. Det glæder jeg mig til at være en del af," slutter Hans Jørgen Haysen.
Hans Jørgen Haysen tiltræder som sportschef med omgående virkning. I perioden 9/7 – 22/7 er han dog bortrejst i forbindelse med en længe planlagt udlandsrejse.