Nyt superrenseanlæg afløser nedslidt
Ådal Renseanlæg lukker efter cirka 40 års tro tjeneste. Nyt anlæg i Haraldskær giver nye muligheder og fordele. Også for Jelling
I stedet for mange små, skal der være fire store rensningsanlæg rundt i Vejle Kommune. Og Ådal Renseanlæg er ikke en af de store. Tværtimod.
Så i midten af februar lukker den ned. Nedslidt og gammel som den er.
“Ådal Renseanlæg kræver meget mandskabstid i forhold til dets størrelse, fordi det ikke er automatiseret som for eksempel Haraldskær Renseanlæg. De store anlæg renser samtidig mere effektivt, ligesom de også har en miljømæssig fordel. De små anlæg har en lav volumen i bassinerne, som gør dem mere påvirkelige over for temperaturfald om vinteren, hvilket hæmmer bakterieomsætningen og giver dårligere rensning”, siger Leif Mygind Madsen, der er ingeniør i Vejle Spildevand.
Han forklarer videre, at der anlægget i Ådal ikke helt lukkes ned, for der skal laves et 600 kubikmeter stort udligningsbassin på området, som kan tage mod vand, hvis kraftig regn eller smeltevand i ny og næ viser tænder ud over det sædvanlige.
Mange vindere
Borgerne i Ådalområdet kommer ikke til at mærke en forskel, men miljøet gør, for nu skal spildevandet ledes via et rør til Jelling, som har et mere moderne renseanlæg. Det lukker dog indenfor et år, og så skal spildevandet videre til Haraldskær, hvor der i juni åbnede et nyt og yderst moderne renseanlæg.
“Vi skal ned på at have fire store renseanlæg i Vejle Kommune, og det giver nogle fordele at gøre. De nye anlæg er en klar gevinst for miljøet og giver nogle stordriftsfordele. Og så bliver det hele mere stabilt og robust. Dels fordi udstyret er det nyeste, og dels fordi det er nemmere at løbende forbedre tingene, når der kun er fire renseanlæg i stedet for 13 anlæg,” siger Leif Mygind Madsen.
De fire steder bliver Vejle, Brejning, Give og Haraldskær. Det betyder, at også borgerne i Jelling kan se frem til, at deres renseanlæg på Skinbjerg lukker. Det betyder dog omvendt ikke, at alt helt forsvinder fra Skinbjerg. Også her skal der laves et udligningsbassin.