Ny bog fra lokal forfatter
Bogen er netop udkommet og er andet bind af tre om forfatterens ungdom
Birger Møller er født og opvokset i Fredericia. Han er netop gået på pension efter 25 år som overlæge på Odense Universitetshospital.
Skrevet bøger har han gjort næsten lige så længe, den første af nu 11 bøger kom i 1993.
Nyeste skud på stammen har titlen “På vej“ og handler om Birger Møllers egne ungdomsår mestendels i Fredericia, til han begynder på medicinstudiet i Aarhus i 60'erne. Bogen er andet bind i en forventet triologi med beretninger fra hans eget liv.
Den første har titlen “Mens mine børnbørn er børn“, men bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden. Lokalavisen har spurgt ham, hvorfor han skriver bøger.
“Det er min hobby. Jeg har altid læst meget, og som ung læge er man nødt til at skrive en masse artikler – og helst også en doktordisputats. Da børnene var små, skrev og skrev jeg – dog mest på engelsk. Så det er slet ikke fjernt for mig at skrive. Når man skriver videnskabelige artikler, skal man være meget præcis, når jeg skriver skønlitteratur, kan jeg lade historien styre. Jeg kender ikke altid slutningen, når jeg begynder på en bog,” fortæller Birger Møller om sin trang til at skrive.
Birger Møller har nu som pensionist bedre tid til sit forfatterskab, men han er stadig aktiv som formand for Videnskabsetisk Komite i Region Syddanmark.
72-årige Birger Møller har som nævnt skrevet 11 bøger, både til børn og voksne.
De seneste er udkommet på Abeland, som er hans eget forlag sammen med sønnen Andreas Møller.
Den tredje bog i serien om Birger Møllers liv og levned forventes at udkomme i foråret 2015.
“På vej” koster 149,95 kroner og er på 231 sider.