Fortsæt til indhold

Svar på indlæg fra Marlene Borst Hansen

Arkiv
Af Jonas Christensen. Bestyrelsesmedlem (C) i Kolding og medlem af Kristkirkens sogn. Junghansvej 1, 6000 Kolding

Først og fremmest mener jeg, at hvis man er uenig i menighedsrådets beslutninger, så må man selv engagere sig i deres arbejde. Det gør man ikke ved at melde sig ud af sognet, men ved at skabe en opposition og tale for sin sag i sognet. Demokrati er ikke, at man fjerner nærdemokratiet fra statens side, som er det Radikale Venstre foreslår.

Det bliver kun nævnt at folk har meldt sig ind i andre sogn, ikke at Kristkirken også får mange nye medlemmer fra andre sogn i og omkring Kolding. De medlemmer der bliver en del af Kristkirkens sogn, fordi de er enige i de værdier og holdninger kirken har på nuværende tidspunkt, de er jo også skiftet fordi de ikke føler sig hjemme i deres forhenværende sogn.
Ifølge Radikale Venstre skal Kristkirken ansætte minimum en præst, som har en anden holdning end de præster der er ansat i forvejen. Men så betyder det vel også, at de vil have, at kirker som har ansat mere end en præst, de skal ansætte præster som ikke vil vie homoseksuelle og tidligere skilte, hvis de nuværende ansatte præster ikke deler de holdninger. Den danske Folkekirke skal jo ifølge Radikale Venstre jo være for alle i sognet.

Det er tydeligt at man ikke skal blande sig i menighedsrådets arbejde fra statens side, hvis først det sker, så er det ikke længere folkets kirke. En opfordring til det Radikale Venstre; Stop med at pille ved vores Folkekirke, hvis vi er uenige i kirkens værdier, så skal vi nok selv få det ændret igennem vores nærdemokratiske muligheder.