Fortsæt til indhold

Fredericia ændrer sit dna

Astrolog Karl Aage Jensen har set på, hvad stjernerne har i vente for Fredericia

Arkiv
Peter Friis Autzen

Astrolog Karl Aage Jensen fra Astrologihuset i København har studeret Fredericia bys horoskop og ser nærmere på flere af byens centrale udfordringer.
Karl Aage Jensen er efterhånden en fast institution her i Lokalavisen Budstikkens årlige Fremtidens Fredericia-tillæg.
I den rolle har han blandt andet forudset skibsværftets farvel, borgmesterskiftet, udbredelsen af en særlig Fredericia-model indenfor ældrepleje samt afsløringen af en korruptionslignende skandale i de måneder, hvor sagen om daværende borgmester Thomas Banke opstod.

Uddannelse

Fredericia ser ud til at have knækket kurven med hensyn til unges uddannelsesniveau. I hvert fald får 98 procent af de unge i Fredericia nu en ungdomsuddannelse - hvilket er højere end regeringens mål på 95 procent.
Det kan være første skridt på vejen til at ændre en af Fredericias udfordringer, nemlig at byen har et lavt gennemsnitligt uddannelsesniveau. Et faktum, der er blevet beskrevet som “Fredericias dna”.
“Denne nye udvikling vil fortsætte, så længe ildsjælene er til stede. I 2015 vil der vise sig nogle udfordrende problemstillinger, der får effektivitet og flow til at falde i en periode,” siger Karl Aage Jensen om udsigten til at flere uddanner sig.

FredericiaC

Ifølge horoskopet vil det i det kommende år fortsat være vanskeligt for alvor at få løbet FredericiaC-projektet i gang.
“Det vil kun delvist lykkes, da der er gået eller vil gå lidt kludder i planlægning. Manglende miljøtilladelser kan udgøre en hindring, hvis der ikke i tide tages hånd om det,” lyder det fra astrologen.

Byråds-samarbejde

Borgmester Jacob Bjerregaard (S) har siden valgkampen slået hårdt på, at byråds-samarbejdet skal fungere uden fortidens skærmydsler og fnidder.
Det brede samarbejde er en prioritet for ham. Og det vil i det store hele lykkes, mener Karl Aage Jensen.
“Der vil være et stille og roligt samarbejde. Dog vil der i vinteren 14/15 være forhold, der sætter samarbejdet på en alvorlig prøve,” siger astrologen, som ikke kan komme nærmere ind på, hvad der vil udløse prøvelsen.

Sportsligt: Ikke endnu

Fredericia har i nogle år savnet at markere sig sportsligt. I hvert fald inden for de store, mest kendte sportsgrene.
Og det kommer byen til at vente på lidt endnu, forudser Karl Aage Jensen.
“Det er mere på sigt, at man vil kunne markere sig. Ambitioner er nok skruet lidt for højt op for indeværende. Men det kommer om ganske få år. To eller tre år,” siger han.

Lukket kaserne

Bülows Kaserne lukkes ned til november. Aktuelt er der lige så meget snak om hvad der ikke skal være i bygningerne, som hvad der skal være.
Også her har Karl Aage Jensen et bud på, hvad fremtiden vil byde på:
“Kasernen overgår til materiel opbevaring og/eller kursus- og uddannelsessted. Nok ikke udelukkende militært. Det er lidt uklart, men det kunne se ud som om EU skal ind over,” siger astrologen.