Fortsæt til indhold

Skads Andrup er klar til byfest

Arkiv
Louise Ritter

Skal der være fest, så lad der være fest!
Borgerne i Skads Andrup forstår at holde byfest - i hvert fald strækker festen sig over hele fem dage i denne uge. Allerede tirsdag går det løs med det store Skads Andrup løb, der tæller op mod 200 løbere, onsdag er der modeshow for voksne tøser, torsdag står i sportens tegn, fredag byder på seniorfrokost, børnedisco og live musik, inden der lørdag sluttes med legetøjsmarked og årets store teltfest - bare for at nævne højdepunkterne.
Særligt teltfesten lørdag aften ses der frem til - især af landsbyens voksne, mens mange børn glæder sig til fodboldkampene i løbet af byfesten. Tirsdag spiller de yngste, men der er fodbold på festens program alle dage.
Skads Andrups status som Energilandsby, udpeget af Esbjerg Kommune, vil også skinne igennem under byfesten, hvor der torsdag er arrangementet “Trafik og energi”. Her vil blandt andet blive orienteret om elbiler, elcykler og benzinforbrug.
Der kan læses meget mere om byfesten i Skads Andrup på www.skadsandrup.dk