SønderjyskE henter målmand på Island
Næste sæsons trup er fuldendt efter aftale med 25-årig målmand
Den 25-årige Daniel Freyr Andrésson blev sidste brik i SønderjyskE's puslespil med at få truppen til næste sæson på plads.
Det bliver nemlig den islandske målmand, der skal danne par med Anders Petersen i SønderjyskE-målet.
Cheftræner Morten Henriksen kan dermed notere et fuldt holdkort med atten spillere:
"Det er dejligt, at vi har fået hele truppen på plads. Nu retter vi blikket mod konceptet og sæsonopstarten medio juli.
Daniel Freyr Andrésson passer med sine sportslige ambitioner og store træningsflid perfekt til vores miljø. Han er en spændende type, som ligger i periferien til det islandske landshold. Vi ved, at han, som de andre islandske spillere vi har stiftet bekendtskab med, vil gå igennem ild og vand for holdet," siger Morten Henriksen og fortsætter:
"Vi får i Daniel Freyr Andrésson en spiller med et udpræget vinderinstinkt, og med ham i målvogterteamet sammen med Anders Petersen er vi stærkt besat på posten."
Daniel Freyr Andrésson bliver den fjerde islænding i klubbens historie. Tidligere har Jón Thorbjörn Jóhannsson, Atli Ævar Ingolfsson og Anton Rúnarsson optrådt i den lyseblå trøje.