Fortsæt til indhold

Bevær dig i byen

Nye træningsanlæg skal lokke flere til fysisk aktivitet

Arkiv
Arkiv

Sundhedsudvalget investerer 520.000 kr. på to nye anlæg i Sønderborg og Nordborg, der skal inspirere og motivere borgerne til fysisk aktivitet i det offentlige rum.
"Jeg glæder mig til, at disse anlæg bliver en realitet i løbet af efteråret, så vi i endnu højere grad kan inspirere borgerne til bevægelse. Disse nye anlæg ligger lige ved hånden, bliver let tilgængelige midt i byrummene og gode at mødes i og omkring," siger formand for sundhedsudvalget, Helge Larsen.
Idrætsanlægget i Nordborg placeres på et område ved Ringvej lige før indkørslen til Stationsvej. Med denne placering vil det være muligt for skolen at inddrage anlægget i undervisningen og derigennem skabe sammenhæng til folkeskolereformen og kravet om 45 minutters aktivitet dagligt.
Anlægget i Sønderborg placeres ved 2-øren for enden af Sundgade. Denne placering vil, bl.a. med tilknytning til den allerede eksisterende legeplads, sikre størst mulig anvendelse af anlægget blandt borgerne generelt. Samtidig vil der være mulighed for at både gymnasierne og skolerne vil kunne benytte anlægget i idrætsundervisningen. Ved udvælgelsen af redskaber skal der tages udgangspunkt i familien som målgruppe for anlægget, så der både er aktivitetsmuligheder for børn og voksne. Derved kan børnene lege, mens forældrene træner. Der skal også sikres sammenhæng til Brohoved Skansen med skiltning af gå- og løberuter til og gennem skansen.
"Vi har været i dialog med lokale foreninger og skoler omkring forslag til placering og indretning af bevægelsespladserne. Det giver mig en tro på, at pladserne bliver brugt til gavn og glæde for både børn og voksne i områderne," siger Claus Klaris, næstformand i sundhedsudvalget.