Fortsæt til indhold

Roskilde ud i overhalingsbanen

Arkiv
Af redaktør Torben Kristensen

ROSKILDE RING GENOPSTÅR næsten for en weekend i dagene 18.-19. oktober, når det store arrangement Racing Festival kommer til byen og skal køre på Østre Ringvej, lige ved siden af den gamle bane.
Umiddelbart lyder det jo temmelig vildt sådan at hente en flok brølende uhyrer tilbage, efter at ringen blev lukket i 1968, fordi den larmede og efterhånden var blevet omgivet af en række store boligblokke, blandt andet Ringparken, hvor beboerne blev generet kraftigt. Men ved nærmere eftertanke ligner det en god idé.

RINGEN BLIVER SLUTTET
på denne måde, fordi den gamle racerbane var med til at gøre Roskilde kendt, både i Danmark og den øvrige verden. Datidens verdensnavne som f.eks. sir Stirling Moss og Jim Clark kom hertil og kørte endda Formel 1-løb – ganske vist udenfor VM-serien – i 1961 og 62.
Nu er det en af byens børn, Kevin Magnussen, som kører med i Formel og atter er med til at gøre domkirkebyen kendt i hele verden.

RACERBYEN ROSKILDE
blev skabt med grundlag i Roskilde Ring, hvor folk som Jens Winther Sen. og andre folk drønede rundt. Siden var det fritidsklubben Viadukten, der på sin gokart-bane skabte mange af de store lokale talenter, lige fra Jason Watt til Jan og Kevin Magnussen plus Dennis Lind.
Placeringen af dette års Racing Festival i Roskilde er en berettiget hyldest til hele denne stærke racer-tradition, har initiativtageren, den meget erfarne racerkører Thorkild Thyrring selv forklaret. At de lokale navne Kevin og Jan Magnussen så fører feltet an skader nok heller ikke, hvis det på ny skal lykkes at tiltrække over 50.000 tilskuere som for to år siden i København.

SELVSAMME THYRRING
, der nu i en længere periode har haft kontor på rådhuset for at forberede det store arrangement, er i sig selv noget af et fænomen. Hans pressemeddelelser og udtalelser myldrer med selvopfundne anglo-saxoniske superlativer, som jeg ikke en gang tror, at en engelsktalende i virkeligheden kan forstå.
Men meningen og virkningen er nu god nok, når speed-snakkeren går i gang. Han er rigtig hurtig til at få kolleger blandt racerkørere til at stille op og sikre sig spændende biler til at køre med fra drømme-mærker som Ferrari, Porsche, Aston Marin eller Bugatti.

HVAD INTERESSE HAR VI
egentlig i, at Roskilde kommune nu har kastet sig ind i det store arrangement, som sikkert kommer til at koste mindst en million, før det kører?
I virkeligheden er det vel et spørgsmål om, hvilken by og kommune vi ønsker. For nogle år siden vedtog et næsten enigt byråd, at Roskilde skal satse på det, der med et fint ord hedder 'oplevelses-økonomi'. Racing Festival falder fint ind i denne udviklings-strategi.

OPLEVELSERNES BY
er en politik, som viderefører det, vi allerede er gode til. Først og fremmest at trække mennesker til byen, for at de kan have det sjovt med at handle, besøge de enestående attraktioner som domkirken samt vikingeskibene – samt ikke mindst høre musik eller se på dyr på Dyrskuepladsen.
For at gennemføre denne udviklings-strategi har kommunen i de seneste år investeret massivt i den nye bydel Musicon, i et kommende rockmuseum og en række andre kulturelle arrangementer. Vi kan alligevel ikke konkurrere med jyske byer ude på heden om grundpriser og den slags, så derfor må vi gøre noget helt andet.
Jeg opfatter beslutningen om at satse på Racing Festival som en logisk fortsættelse af en indsats og andre investeringer, der skal styrke det gode varemærke Roskilde, som foreløbig er kommet op på en 6. plads blandt landets mest kendte byer.
Derfor er det også rigtigt at arbejde videre for at få:
ROSKILDE UD I OVERHALINGSBANEN