Arena byder på elefanter og akrobatik
Cirkus Arena kommer til Gråsten og Sønderborg - vind billetter med Lokalavisen
Både børn og voksne kan glæde sig til en forrygende forestilling, når Cirkus Arena i denne uge besøger Gråsten og Sønderborg.
Årets forestilling byder bl.a. på Arenas tre prægtige, afrikanske elefanter anført af Patrick Berdino. Publikum kan også opleve en af verdens hurtigste jonglører, Rudolf Janecek fra Tjekkiet, der leverer et forrygende show med 7 køller i luften, samt den franske magiker, Fred Jidinis, der inviterer ind i en fortryllende fantasiverden i et Moulin Rouge-inspireret trylleshow. Højt oppe under teltdugen kaster brasilianske Alex Michael sig ud i en livsfarlig luftakrobatik – uden sikkerhedsnet. Og spændingen fortsætter med den brasilianske trapez-truppe, Flying Mendoca, der udfører halsbrækkende 3-dobbelte saltoer i 12 meters højde – truppen præsenterer desuden gysende smuk akrobatik i vertikale stofklæder. Endelig ophæver de romanske springbrætartister, Troupe Cretu tyngdekraften med et fantastisk show.
I år kan børn og barnlige sjæle særligt glæde sig til de spanske cirkusklovne, Rampin clowns, der giver deres helt egen og vanvittig morsomme version af blomsten og bien. Arenas italienske husklovn, Jimmy Folco er i topform – og er klar til at tage fusen på publikum. Manegen fyldes af dampende hestekræfter, når Laura Berdino præsenterer sin frihedsdressur i topklasse – og så kommer de spanske akrobatiske superstjerner, Rampin Brothers med et spektakulært show med fodakrobatik. De tre brødre begyndte deres karriere i Arenas manege for 20 år siden – og i år er de tilbage efter mange års succes i Cirque du Soleil.
Der er forestilling onsdag den 18. juni kl. 18.30 på Ringriderpladsen i Gråsten og torsdag den 19. juni kl. 18.30 på Ringriderpladsen i Sønderborg.
Du kan vinde billetter til forestillingen i Sønderborg her i Lokalavisen. Se hvordan på konkurrencekuponen andetsteds i avisen.