Fortsæt til indhold

Det er skønt med en masse aktive, lokale borgere…!

Arkiv
Arkiv

Kære læser!
I en omstillingstid, som den vi alle oplever i disse år, er der altid ”for-og-imod” i en masse sager, ikke mindst på det kommunale område, hvor folkevalgte byrådspolitikere, både skal have en økonomi til at hænge sammen, nødvendigvis både skal foretage til- og fravalg, for at følge med udviklingen, og samtidig får en masse direktiver og lovændringer trukket ned over hovedet fra højeste sted: Christiansborg.
Skolereformen er tæt på at skulle træde i kraft, og fra næste års skolebegyndelse (august 2015), er det planen i Køge Kommune, at nedlægge de mindre skoler i Højelse, Lellinge og Gørslev.
Og er der noget, der kan få sindene i kog, så er det skoleområdet. Lærerne har i de senere år virkelig gjort meget for at gøre opmærksomme på dem selv, og når det vedrører vore børn, er det ikke svært at få forældrene med også.
Det er i mine øjne OK. Man kæmper med de midler man nu engang har – det er demokrati! Men der, hvor jeg virkelig føler, at demokratiet kommer til sin ret, det er, når forældrene virkelig tager fat i et problem, og i forbindelse med de bebudede tre skolelukninger kan man virkelig mærke, hvor man føler der er problemer, ikke mindst ud fra den opbakning, som protesterne får.
Indenfor den sidste uges tid har der været demonstrationer både lørdag i Køge by og tirsdag på Køge Rådhus forud for byrådets møde tirsdag aften.
Der ligger ikke den store ”markedsundersøgelse” bag mine betragtninger omkring protesterne i forbindelse med skolelukningerne, men jeg synes man kan mærke en vis tendens til, at to af stederne har man accepteret – mere eller mindre frivilligt – at skolerne må lukke, og de to steder er der nok ingen tvivl om, at det også vil ske.
Det drejer sig i første omgang om Gørslev skole. Her er der ikke så mange elever tilbage, og det virker klart som om forældre og andre har accepteret, at det er slut med skole i Gørslev.
Lellinge skole har, i så mange år som jeg kan huske tilbage, været i fare for at blive lukket. Hvis man har undersøgt sådanne ting inden man flyttede til Lellinge, kan man ikke undgå at være vidende om, at der igennem mange år har været planer om lukning. Så et argument om, at man netop flyttede til Lellinge, fordi der er en skole, holder ikke så langt…
Der er dog stadig nogle – om end de bliver færre og færre – der kæmper for at bevare Lellinge skole. Bedømt ud fra deltagere i demonstrationerne mod lukningerne, har de fleste Lellinge-borgere dog accepteret, at sådan er det…
Men det gælder ikke, når vi kommer til Højelse skole. Jeg siger ikke, at dem der råber højest har ret, men jeg ved, at det naturligvis gør et indtryk på mange byrådspolitikere, at borgerne i området omkring Højelse skole virkelig er aktive for at bevare deres skole.
Det var man også i sin tid i Lellinge – ellers havde den været lukket for længe siden – men her lyttede byrådspolitikerne til borgerne, og fandt de ”penge” som de manglede andre steder.
Der er mange politikere som i den sidste uges tid har nikket anerkendende til de protester, der er kommet fra især forældrene ved Højelse skole, og jeg tror det virker…

- og så får vi et nyt stadion

Ligesom der ikke er nogen garanti for, at forældre-protester virker, kan der heller ikke udstedes nogen garanti for, at Køge Park bliver en realitet, men de planer, som blev præsenteret på et pressemøde i onsdags – efter tirsdagens lukkede byrådsmøde – giver klart et fingerpeg om, at det her er noget politikerne vil.
Nogle vil have undersøgt nogle ting omkring økonomien endnu – og det er OK – lidt politik skal der i så stor en sag, men et meget, meget stort flertal i Køge byråd er for det nye stadion, og da der kun er meget, meget få protester imod det, så er jeg overbevist om, at vi om et par år kan sige velkommen til Køge Park – om det så bliver med en åbningskamp mod FCK eller Døllefjelde er op til HB Køge…

- rigtig go' weekend!