Grim lugt i Jelling
Kommunen får henvendelser om lugtgener i Jelling og omegn
lugt Borgere har igennem længere tid henvendt sig til Vejle Kommune vedrørende lugtgener af varierende styrke i Jelling og omegn. Det er især lugtgener i nærmiljøet omkring Jelling virksomheden FermentationExperts A/S, som producerer dyrefoder. Virksomheden har for nylig fået deres miljøgodkendelse, men følges alligevel tæt af kommunen. Den permanente miljøgodkendelse blev givet på grundlag af den dokumentation, som virksomheden har leveret. Niveauerne levede nemlig op til de grænseværdier, der er opstillet af kommunen i overensstemmelse med Miljøstyrelsens godkendelsesbekendtgørelse. De mange henvendelser fra området vidner dog om, at borgere på visse tidspunkter alligevel oplever ubehagelige lugtgener på trods af de overholdte miljøgrænseværdier. Miljøbeskyttelsesloven skal sikre at virksomheder og borgere kan leve i sameksistens i nærsamfundet, som er et vilkår, der kan være udfordret i denne sag. Derfor ønsker man fra kommunens side at komme til bunds i sagen. Her kan borgerindberetninger hjælpe. Send en mail til kommunen med oplysninger om navn, adresse, hvor lugten kommer fra, og hvad der lugter af, til denne mail: industrimiljo@vejle.dk