Fortsæt til indhold

En dejlig slapper på Kringsminde

Ved den årlige dagplejedag rykkede dagplejemødre i Egeskov og Bøgeskov traditionen tro ind på Kringsminde

Arkiv
Lars Saugbjerg

Allerede på grusvejen op til Museumsgården Kringsminde, fornemmer man en skøn ro. En brumbasse summer, lærkerne synger og hanen galer. Ren Morten Korch. Fra gårdspladsen kan man høre nogle børn, der leger, pludrer og griner. Det er dagplejebørn, der er på udflugt.
Torsdag mødtes dagplejemødrene i Egeskov og Bøgeskov til den årlige dagplejedag, og som sædvanlig gik turen til Kringsminde.
“Her er så skønt. Ungerne elsker jo at se på dyrene - høns, får, gæs, ænder - og vi følger også med i gartneriet,” lød det med et smil fra en af dagplejemødrene, Anni Poulsen.
Sammen med kollegerne Anne Brødsgaard, Anette Hansen, Vibeke Rasmussen, Anette Nielsen og Lene Balsler lod hun de 24 børn få en slapper på gården. De fik dog også tid til at male flotte malerier - og om eftermiddagen kom forældre og søskende til “fernisering” på gårdspladsen. Det er vigtigt for dagplejemødrene at være synlige i nærmiljøet.
“Det betyder meget, at vi viser omverdenen hvad vi laver. Forældrene oplever børnenes relationer til hinanden, og det er vigtigt. Samtidig får vi dagplejemødre en god dag sammen. Det er godt at opleve, hvordan vi hver især tackler tingene, for selvfølgelig kan vi lære af hinanden.”

Der var også tid til at male.
“Nu ikke så alvorlig. Bare giv ham et smil,” lød det fra dagplejemoderen.
“Jeg tror lige, at jeg løber i gården”.
Det blev vist mest til fingermaling.
Gården blev udforsket.