Gratis turistbus på Stevns hele sommeren
STEVNS: Sommerferien står for døren, og nu får du chancen for at opleve det smukke Stevns og ikke mindst Stevns Klint, som er nyudnævnt til UNESCOs verdensarvliste.
Fra 1. juli og frem til 31. august kører kommunens nye turistbus, stevnsbussen.dk, nemlig rundt til mange af de stevnske seværdigheder – og du kan hoppe på og af lige så tosset, du vil – og ganske gratis.
- Stevnsbussen.dk er et godt tilbud til alle, der vil opleve alt det, vi har at byde på her på Stevns, fx Stevns Klint, der jo netop er kommet i fint selskab på grund af dens enestående universelle værdi, fortæller Flemming Petersen, formand for Plan- og Teknik-udvalget.
- Kodeordet for stevnsbussen.dk er fleksibilitet. Bussen er indrettet, så der er plads til, at man kan tage sin cykel, barnevogn, kørestol eller lignende med, og du kan bare vinke den ind til siden, hvis du vil med – også uden for stoppestederne, fortsætter Flemming Pedersen.
Bussen indvies fredag den 27. juni kl. 14.00 på stationen i Store Heddinge og tages umiddelbart herefter bussen i brug, når den skal fragte en masse glade stevnsboere ud til Højerup, hvor der holdes folkefest i anledning af, at Stevns kommune er kommet på Verdensarvlisten.
Bussen kører den dag i pendulfart mellem Store Heddinge station og Højerup kl. 14.30-19.00.
pm