Gak, gøgl og en hel masse læring
Ny venter en ny omgang af Haderslev Museumd populære sommeraftner
Sommerferien står for døren, og på museumskalenderen på Museum Sønderjylland- Arkæologi Haderslev står fra 1. juli også SOMMER med store bogstaver.
I børnenes første sommerferieuge er der aktiviteter om middelalderen. De fire første onsdagsaftner i juli afholder museet de traditionsrige ”Sommeraftener på museet” med gøgl, dans og musik foran museet på grønsværen. Desuden kan man hele sommerferien gå på opdagelse i museets udstillinger og finde sin livstråd.
Museets første sommeraften den 2. juli, er med temaet dans, musik og bevægelse for børn og voksne. Et par håndfulde unge mennesker fra DGI"s Rephold i Sønderjylland giver den gas på grønsværen, og leverer både salto og skrue. Lidt mindre skrue er der nok over Haderslev Seniordansere, men glæden er på mindst 110 procent. En sommeraften på museet er naturligvis også med spasmageren ”Gøgler Anton” alias Anton Niemann fra Haderslev, mens aftenens musikindslag leveres af ”Det lille Orkester” fra Skodborg, der iført høj hat, kjole og hvidt giver den gas for fuld udblæsning.
Trylleri og dans er i centrum for museets anden sommeraften. Den 9. juli er der besøg af tryllekunstner Ole Beck, der nok skal få publikum til at måbe, når de ”snydes” i magiens verden, og Trylle- Nissen, der tryllebinder ikke mindst de mindste med alle sine ballondyr. Samme aften er der igen dans på programmet ved ”Haderslev og Omegns Folkedansere” og dansepigerne fra ”Randis Dans”.
I musikkens verden
Den tredje sommeraften er helt og aldeles i musikkens tegn, hvor der er tre meget forskellige indslag på programmet. Det første nummer leveres af ”Haderslev Tambourkorps”, der med march-, film- og popmusik forhåbentligt kan blæse evt. regnbyger væk. I år har arrangørerne været så heldige at få ”Marimba Steel Band” fra Flensborg på besøg. Nogle meget dygtige unge mennesker, der bl.a. er prisvindere ved Syddansk Talentkonkurrence 2014 slår stokkene an og spiller bl.a Anders Koppel-kompositioner. Aftenen slutter med evergreens og dejlig sommermusik leveret af ”Bror Kalles Trio med sangerinden Lea”.
Leger med ilden
Traditionen tro er der også ildshow på programmet. Det sker på årets sidste sommeraften den 23. juli. Cirkus Aroma slutter aftenen af med et spektakulært ildshow. Men inden gnister og røg fylder sommeraftenen, er der trylleri ved Jørgen Fevre og lækker renæssancemusik ved ”Bjælderne” fra Haderslev og musikgruppen ”Asynje”. Bjælderne tager gæsterne med på eventyr, til steder, hvor drabelige helte og skønne prinsesser bor. ”Asynje”, der har over 500 koncerter på bagen, vil på bl.a. fiddel, viola , lyre og drejelire hensætte publikum til musikkens verden, som den - måske - lød for 500 år siden.
Og så er det gratis
Sommeraftner på Museum Sønderjylland - Arkæologi Haderslev er en gammel tradition, der har mere end 35 år på bagen. Aftnerne er arrangeret i samarbejde med Haderslev Arkiv- og Museumsforening og er støttet økonomisk af Visit Haderslev. Sommeraftnerne begynder kl. 19.00 med åbning af museet og håndværksboder og kl. 19.30 med underholdningen. Først synger vægterne, at klokken er slagen 19, alle synger en fælles sommersang akkompagneret af organist og pianist Mikaela Jakobsen, og så tager sommeraftnernes konferencier Gunnar Asmussen over og byder velkommen. Der er gratis adgang både til den udendørs underholdning og til museets udstillinger. Der er mulighed for at købe mad og drikke og få en tur i en gammeldags hestevogn.
Gennem middelalderen med nål og tråd
Den første uge i skolernes sommerferie fra 1.-4. juli, hver dag kl. 10-16, kan man prøve kræfter med middelalderen. I museets lille bulhus skal der hver dag over åben ild kokkereres til både bonde og konge. Her serveres byggrød og stegte salte sild med sennep, men også kød i herresovs med alverdens krydderier og til dessert figner, kirsebær og mandler.
Udenfor huset har væveren stillet væven op og på små spjældvæve kan man fremstille sit eget bælte i kulørte farver. Er man mere til træ og kniv, kan man snitte skeer og spillebrikker og naturligvis både lære at spille dam og Nefatavl, inden dagen rundes af med mad fra stjertpotten spist med egen ske.
Livets tråd
I underverdenen sidder de tre norner, Urd, Verdande og Skuld, og spinder hvert eneste menneskes livstråd. Når livet er slut kapper de tråden, og det er nornerne, der bestemmer hvornår - det troede vikingerne i hvert tilfælde på.
På museet kan man hele sommerferien følge livets tråd og lære mere om dragter, uld og vævning gennem oldtiden og middelalderen. Turen slutter naturligvis med, at man finder ud af, hvor lang ens livstråd bliver og man bydes på en styrkende eliksir.