Fortsæt til indhold

Hårde besparelser rækker ikke

De omstridte besparelser på voksenområdet dækker ikke behovet. Flere besparelser venter

Arkiv
Peter Friis Autzen

Social-og Omsorgsudvalget i Fredericia vedtog onsdag aften besparelser for knap 14 millioner kroner for at indhente de store budgetoverskridelser. Men planen rækker ikke.
Behovet var omkring seks millioner kroner større. Budgetoverskridelsen er beregnet til at være på 19,8 millioner kroner.
“Så på den korte bane giver besparelserne os ikke et budget i balance,” siger voksenservicechef Rolf Dalsgaard Johansen.
“Men de knap 14 millioner er en relativt stor klump. Nu går udvalget så til byrådet i forbindelse med budgetlægningen til august-september og siger 'kan det store fællesskab hjælpe os med de her sidste knap seks millioner, som vi ikke kan finde?'. På sigt - og med de øvrige budgettiltag, der allerede er iværksat - kommer budgettet i balance,” siger Rolf Dalsgaard Johansen.
De knap 14 millioner kroner hentes fra blandt andet beskæftigelsesområdet, generelle effektiviseringer og ved besparelser på blandt andet psykiatri- og handicap-området. Især det sidste havde på forhånd skabt debat, frygt, frustrationer og demonstrationer.
Rolf Dalsgaard Johansen gør opmærksom på, at Fredericia Kommune i dag bruger flere penge på disse områder, end andre kommuner.
“I Fredericia bruger vi omkring 25 procent mere pr borger disse områder. Det er temmelig mange penge. Så personligt synes jeg godt, at der kan være rimelighed i det tilbud, der er tilbage efter besparelserne,” siger han.