Morgenfrisk i Tinglev mose
Danmarks Naturfredningsforenings tur pinsemorgen i Tinglev mose havde deltagelse af 21 morgenfriske mennesker, som fra kl. 5 og to timer frem havde en hyggelig morgen under kyndig vejledning af Axel Bek.
Man fik hørt om tørvemosen, tørvegravning, og det mos der er forudsætningen for dannelse af en højmose. Desuden hørte man nattergalen mange gange under turen, og den synger i øvrigt endnu 14 dage, så er det slut for denne gang.
Det blev en meget stemningsfuld tur med nattergalesang, smukke blomster og græsser langs alle stierne, og så var det en fin start på pinsedagen, hvor nogle havde taget kaffe med, og andre gik i fugletårnet, efter at turen var slut.
Tinglev mose er et dejligt sted at færdes, når man følger stierne. Man skal nemlig kende mosen godt for at gå uden for de afmærkede stier.