Fortsæt til indhold

Skolernes skæbne afgøres i september

Tre skoler lukkes og tre andre oplever store ændringer i det forslag til ny skolestruktur i Køge Kommune, som nu er sendt i høring. En beslutning træffes dog først i til efteråret.

Arkiv
Martin Rasmussen

SKOLESTRUKTUR: Skolernes sommerferie står for døren, men i Køge kommer sommeren alligevel til at stå i skolernes tegn.
Tirsdag i denne uge sendte byrådet således oplægget til den nye skolestruktur i Køge Kommune i høring, og det betyder, at alle frem til 26. august kan alle komme med bemærkninger til forslaget, der blandt andet lægger op til, at tre af kommunens 16 folkeskoler skal lukkes.
Forslaget er resultatet af en bred politisk aftale på skoleområdet, og den er blevet en realitet på grund af et faldende børnetal og et behov for at finde midler til folkeskolereformen.
- Børnetallet falder, så vi – lidt firkantet sagt – snart vil have for mange skoler i forhold til antallet af elever i Køge Kommune. Samtidig står vi overfor en kæmpe opgave med folkeskolereformen, som starter den 1. august. Forslaget til ny skolereform tager højde for begge udfordringer. Vi får færre skoler, og de penge, vi sparer på den måde, er allerede øremærket til at understøtte folkeskolereformen, så vi kan gøre Køges gode skoler endnu bedre, forklarer formanden for byrådets skoleudvalg, Helle Poulsen (V).
I forslaget lægges der op til lukning af Lellinge Skole, Gørslev Skole og Højelse Skole. Dertil kommer blandt andet, at Holmebækskolen og Alkestrupskolen fremover skal være 0.-5. klasses skoler, mens Herfølge Skole udelukkende bliver for 6-9. klasses elever, hvis forslaget til ny skolestruktur vedtages.
Andre skoler får flere elever, fordi de skal modtage elever fra de skoler, der foreslås lukket. For eksempel skal de fleste elever fra Højelse Skole overflyttes til Kirstinedalsskolen.
Forslaget møder massiv modstand i de fleste af de berørte områder, og især forældre og elever fra Højelse Skole og Lellinge Skole gik i front i tirsdagens demonstration ved rådhuset i forbindelse med byrådets møde.
Her understregede flere byrådsmedlemmer, at intet er afgjort endnu.
- Det er aldrig populært at lukke skoler, og jeg vil gerne understrege, at intet er besluttet endnu. På bundlinjen skal vi finde penge til folkeskolereformen, og i høringsperioden er alle velkomne til at sende kommentarer og forslag til, hvordan vi bedst kan tilpasse vores skolestruktur, siger Helle Poulsen.
Køge Byråd træffer endelig beslutning om skolestrukturen den 23. september. Hvis forslaget vedtages, får det virkning fra skoleåret 2015-16.

Børnene i Lellinge kan blandt andet se frem til en væsentligt længere skolevej, hvis den lokale skole lukker.
"Der er ingen gode grunde til at lukke en god skole", lød budskabet fra Højelse.
Børnene skabte en lydmæssigt imponerende demonstration ved rådhuset.