Fortsæt til indhold

Visionspolitik skal styrke rammerne for vækst i det private erhvervsliv

Byrådet behandlede den 3. juni 2014 forslaget til en visionspolitik for erhverv og beskæftigelse, hvorefter forslaget sendes i offentlig høring

Arkiv
Kim Schou

Byrådet behandlede den 3. juni 2014 forslaget til en visionspolitik for erhverv og beskæftigelse, hvorefter forslaget sendes i offentlig høring.
I efteråret 2013 besluttede Varde Byråd, at der skal udarbejdes 12 overordnede visionspolitikker, som skal være tværgående og helhedsorienterede. Én af de 12 visionspolitikker er en erhvervs- og beskæftigelsespolitik.
Visionspolitikken for erhverv og beskæftigelse skal skabe rammerne for vækst og udvikling hos det private erhvervsliv og dermed fundamentet for en fortsat god levestandard og fastholdelse af de offentlige velfærdsservices i Varde Kommune.
Politikken indeholder en overordnet vision for erhvervs- og beskæftigelsesområdet og udpeger indsatsområder med selvstændige målsætninger.

Vision og målsætninger

Forslaget til en visionspolitik for erhverv og beskæftigelse indeholder følgende vision og målsætninger:

Vision for området

Varde Kommune er en erhvervsvenlig kommune, der gennem dialog og samarbejde med erhvervslivet skaber vækst og beskæftigelse i vores lokalområde. Dette betyder, at enhver henvendelse fra erhvervslivet er et ønske om vækst til gavn for alle. Varde Kommune er en væsentlig medspiller i det sydvestjyske vækstområde, hvor den erhvervsvenlige kommune, den kvalificerede arbejdskraft samt vækst og udvikling i de lokale virksomheder er hinandens forudsætninger.

Målsætninger

Erhvervs- og beskæftigelsespolitikken består af tre overordnede målsætninger med underliggende delmål. De tre overordnede målsætninger er:
Målsætning 1: Sammen skaber vi en erhvervsvenlig kommune
Målsætning 2: Sammen sikrer vi attraktiv arbejdskraft
Målsætning 3: Sammen skaber vi vækst og udvikling i de lokale virksomheder

Høringsperiode

Inden visionspolitikken for erhverv og beskæftigelse godkendes af byrådet, opfordres alle interesserede til at indsende forslag, ideer og bemærkninger til visionspolitikken.
Den 20. august vil der være et offentligt høringsarrangement for både erhvervs- og beskæftigelsespolitikken samt bosætningspolitikken, som netop nu er ved at blive udarbejdet.
Idéer og forslag skal sendes til Varde Kommune, Kommunikation og Udvikling, på e-mail til madh@varde.dk eller til Bytoften 2, 6800 Varde inden den 24. august 2014.