Fortsæt til indhold

Nu stråler de første HTX-studenter fra Køge

Arkiv
Arkiv

KØGE: Mandag morgen kunne HTX Køge fejre årets første studenter med flotte karakterer.
Selvom solen kun spagt skinnede gennem skyerne, så strålede studenterne om kap på EUC Sjælland, hvor Christian Krøjer Thyge fra Køge og Andreas Hansen fra Faxe fik flotte ti-taller med ud fra deres gruppeeksamen.
De kunne derfor sammen kalde sig årets første studenter på HTX Køge, og traditionen tro gav de hinanden de hvide huer med de mørkeblå bånd på.
Christian Krøjer Thyge og Andreas Hansen var til eksamen i Teknikfag Elektronik på A-niveau, hvor de præsenterede og forklarede om den robotarm de har bygget i Lego. Armen er kodet til at kunne samle objekter op og aflevere dem igen et andet sted.
- Her på skolen har jeg fundet ud af, hvor sjovt det er at bygge forskellige ting selv og få dem til at virke, siger Andreas Hansen, som vil læse Elektro-ingeniør på DTU til februar, når han har set lidt af verden.
For Christian Krøjer Thyge er det lige så meget softwaren i elektronikken som er spændende.
- Idéen om a skabe noget, som kan gøre en forskel for mange er interessant, fortæller Christian Krøjer Thyge, som kan lide at give noget videre, også i det trænerarbejde han laver for børn i Køge Badminton Klub.
Februar bliver også startskuddet for Christian Krøjer Thyge på samme studie på DTU, som for den gode ven Andreas Hansen. Men inden studielivet bliver alvor igen, så arbejder de begge for at spare sammen, så de kan komme ud og se lidt af verden.
Andreas Hansen håber på en tur til Kina for at besøge familie i Hong Kong og se det spændende og anderledes land.
På HTX i Køge får alle 3. g'erne huer på samme dag.