Fortsæt til indhold

Unge musikere spiller for Sønderborg

Lørdag den 21. juni indtager unge musikanter Sønderborgs gader

Arkiv
Mikkel Hansen

Musikskolen, Sønderborg Garden og Sønderjysk Pigekor og Drengekor indtager lørdag den 21. juni Sønderborg midtby med masser af musik.
Målet er at vise børn og unge, hvor mange tilbud, der er for at dyrke sangen og musikken i kommunen. Der vil på dagen være mulighed for at prøve en hel masse forskellige instrumenter eller synge med i pigekoret.
"Vi synger bl.a I Danmark er jeg født og andre kendte sange, så de fleste vil kunne være med," lover korleder Mette Rasmussen.
Det hele foregår mellem kl. 11.00-14.00 på tre scener, Rønhaveplads, Rådhustorvet og i Borgen. Garden bruger dog hele gågaden som scene. Ved hver scene vil der være prøvepavilloner, hvor man selv kan prøve, mens de nuværende elever viser, hvad de kan, på selve scenerne. Mellem kl. 13.30-14.00 afsluttes arrangementet med et stort fællesnummer på Rådhustorvet, hvor de medvirkende synger og spiller Seebachs ”Under Stjernerne på Himlen”.
Der bliver trukket lod om en iPad blandt deltagerne. Lodtrækningen foregår også mellem kl. 13.30-14.00 på Rådhustorvet.
De tre institutioner arbejder i forvejen sammen på flere områder og idéen til det fælles reklamefremstød opstod da også for noget tid siden.
"Fra gammel tid, har der været en tendens til at betragte hinanden som konkurrenter, men nu er vi heldigvis enige om, at bare børn og unge får muligheden for at dyrke sangen og musikken, så er det lige meget, hvor de gør det henne," siger gardens repræsentant, Torben Rasmussen,
I Musikskolen afholder man allerede Åbent Hus én gang om året, hvor det er muligt at prøve en række forskellige instrumenter, men der er i Musikhuset på Skovvej ganske enkelt ikke plads til at vise alle 28 instrumenter.
"Vi håber, rigtigt mange har lyst til at dukke op og prøve at trykke den af på en el-guitar, eller se om man kan få lyd ud af en trækbasun. Nu prøver vi det af i år og bliver det en succes, så er vi klar til at udvide dagen næste år med tilbud fra Balletskolen samt Als Performance Akademi, der også hører under Musikskolen," siger musikskoleleder, Jan Østergaard.
Arrangementet sker i samarbejde med Sønderborg Handel.