Nu er der også kunstgræsbane på fritidshjemmet
Lejerbo Fritidshjem indviede sin helt egen bane i fredags
Fritidshjemmet indviede nemlig i fredags en helt ny miniarena, en stor kunstgræsbane på 13x16 meter. Det giver adskillige muligheder for fritidshjemmets unge. Banen skal bl.a. bruges til kidsvolley, tennis og fodbold. Der er tilmed lys på til de mørke måneder. Borgmester Helle Adelborg sagde ved indvielsen: - Vi ved jo alle sammen, at noget af det, som vi alle sammen har godt af, er at komme ud at røre os. Og jeg tror på, at hvis vi har nogle gode rammer og forhold, så får vi mere lyst til at komme ud og bevæge os. Og selvom I børn - og særligt jer drenge - altid er ret gode til at få gang i en fodboldkamp, og selvom I sikkert tit glemmer både tid og sted, når I er i gang, så må det alligevel være bedre at spille på sådan en bane her end på helt almindelig asfalt... - Alle de skærme, vi har - tv-skærme, computerskærme, skærme på mobiler, iPads og andre tablets er på en eller anden måde enormt tiltrækkende. Vi kommer lynhurtigt til at bruge en masse tid på at gå på nettet, spille spil, skype og snapchatte med hinanden og hvad vi ellers kan finde på. Det er alt sammen meget skægt og spændende, men for det meste er det noget, der får os til at sidde stille. Derfor er der brug for noget, der kan konkurrere med alle vores skærme, og det tror jeg, jeres bane kan, sagde Adelborg. Lejerbo Fritidshjem skal som andre fritidshjem overgå til at være SFO med et dermed endnu tættere samarbejde med folkeskolen. Kunstgræsbanen vil dermed også have alle muligheder for at være et aktiv i skoletiden. Det er Lejerbo og Hvidovre Kommunes legepladspulje, der har finansieret kunstgræsbanen. ark