Køge Park indleder samarbejde
- med ejendomsselskabet DEAS og erhvervs- og investeringsbanken SEB.
KØGE: Køge kommune har taget fat på plan 2 B i projekt Køge Park.
Kommunen indleder nu samarbejdet med ejendomsselskabet DEAS og erhvervs- og investeringsbanken SEB, som begge skal sørge for at lande konkrete aftaler med investorer til Køge Park.
- Vigtig milepæl for projektet, siger borgmester Flemming Christensen.
Planerne om et stort Køge Park, der indeholder et moderne superstadion i Køge med over 10.000 siddepladser og 54.000 kvadratmeter med plads til både erhverv og breddeidræt, rykker nu et stort skridt nærmere.
Et stort flertal i Køge Byråd har besluttet at ville indgå et formelt makkerskab med to tunge spillere på markedet, ejendomsselskabet DEAS og investeringsbanken SEB.
DEAS og SEB skal over de kommende måneder sørge for, at konkrete aftaler med interesserede investorer til Køge Park-projektet kommer i hus. DEAS skal sikre en bygningsmæssig optimering af projektet og udarbejde udbudsmaterialet til Køge Park, mens SEB skal finde de endelige investorer til projektet og give finansiel rådgivning til projektet i øvrigt.
- DEAS er blandt de markedsførende virksomheder inden for ejendomsadministration, mens SEB i Danmark er en af landets førende erhvervs- og investeringsbanker, og jeg er derfor rigtig glad for, at begge har valgt at gå ind i Køge Park. Det er et vigtigt løft - og ikke mindst en stor cadeau - til projektet, at vi kan trække på så erfarne kræfter i den videre proces, siger borgmester Flemming Christensen.
Køge Byråd har tidligere besluttet, at Køge Park skal dannes som et offentligt-privat partnerskab - et OPP - hvor private investorer således finansierer og forestår hele anlægsbyggeriet. Forventningen er, at en eller flere investorer - med hjælp fra SEB og Bendix Consult/DEAS - inden årets udgang vil kunne danne OPP-selskabet og dermed overtage projektet fra Køge kommune.
- Køge Park er jo ikke et rent kommunalt projekt. Køge kommune har været fødselshjælpere på projektet og lagt det nødvendige indledende arbejde. Men nu er vi der, hvor vi som kommune ikke kan gøre meget mere for at hjælpe projektet på vej. Nu skal investorerne træde til, hvis Køge Park skal blive en realitet, siger Flemming Christensen.
Sikre økonomisk balance for kommunen
Det anslås, at den samlede anlægspris for Køge Park vil være godt 650 millioner kr. Køge kommunes egne merudgifter vil være 10-11 mio. kr. årligt til bl.a. leje. Hertil vil komme et kommunalt anlægstilskud til den nye hal i Køge Park.
Køge kommune skal samtidig deponere et beløb svarende til, hvad det ville koste at bygge den kommunale andel af Køge Park selv. Køge kommune mangler her endnu at få afklaret den endelige størrelse på deponeringen hos Økonomi- og Indenrigsministeriet. Foreløbig har kommunen fået tilsagn om fritagelse for 30 mio kr. som vil betyde en faktisk deponering på 140 mio kr.
Pengene til både deponering og haltilskud skal bl.a. komme fra salg af den grund, som Køge Park skal bygges på, til investor.
- Det er helt afgørende, at der er økonomisk balance i vores kommunale del af Køge Park. Derfor skal vi nu have en endelig afklaring om deponering fra ministeriet, ligesom der er nogle juridiske aspekter i projektet der cleares med centrale myndigheder. Jeg ser dog ganske optimistisk på, at vi kommer på plads her, som jo netop afspejles i vor nye samarbejde med DEAS og SEB, understreger Køges borgmester.
Parallelt med de sidste økonomiske og juridiske afklaringer fortsætter Køge kommune dialogen med fremtidige brugere af Køge Park, bl.a. HB Køge, idrætsforeninger, sundhedssektoren samt de mange private erhvervsbrugere m.v. omkring indretningen af Køge Park.
Flertal bakker op
Et flertal bestående af alle partier i Køge Byråd - bortset fra Enhedslisten - har godkendt, at der arbejdes videre med projekt Køge Park. Socialdemokraternes tilsagn er dog givet med forbehold for positiv afklaring af bl.a. størrelsen af deponering, tilsynets godkendelse og at der ikke er konkurrence til andre erhvervsarealer i kommunen.
Næste milepæl i projektet er dels i november 2014, hvor Køge Byråd vil skulle godkende investoraftale, dels februar 2015, hvor udbud af Køge Park i givet fald gennemføres.
Visionen
Visionen er at gøre Køge Park til en publikumsmanet for hele Sjælland, hvor man kan få sports- og andre kulturoplevelser i superligaklassen. Forholdene for Køge kommunes breddeidræt bliver også forbedret, da Køge Park vil rumme ny hal, nye klublokaler og gode træningsmuligheder for mange idrætsforeninger.
Samtidig vil Køge Park være en ny erhvervspark, som skal spille sammen med Køge kommunes ambitiøse erhvervsindsats generelt.
Det er intentionen at tiltrække advokatvirksomheder, revisorer, landinspektør, ingeniørvirksomhed, konsulentvirksomheder og lignende.