Fodboldbrag i Hadsund på lørdag
De "gamle" lilleputter fra Varde tørster efter revanche på lørdag
Billige pølser og fadøl, hoppeborg for børn, masser af publikumspræmier og en underholdende fodboldkamp. Det bliver en forrygende lørdag på Hadsund Stadion kl. 15, når Ebbe Sand og hans gamle holdkammerater fra Hadsund kæmper for sejr i fodboldbraget ”Kampen om Jylland”. I bagagen har holdet guldmedaljerne fra 1984, da de blev jyske mestre i lilleput mesterrækken. Nu kommer Varde IF til byen for at få revanche. Forberedelserne til lørdagens kamp har været i fuld gang de seneste måneder.
”Vi glæder os helt vildt og er meget glade for den store opbakning, vi har fået fra sponsorer og frivillige hænder. Det bliver en herlig lørdag. Overskuddet fra kampen går til ungdomsafdelingerne i Hadsund og Varde," fortæller Ebbe Sand.
Hoppeborg og berømt pølsevogn
Oplevelserne på stadion begynder allerede kl. 13.30, hvor Hadsund Boldklubs U13-drenge spiller forkamp, mens U9-spillere er klar som bolddrenge til begge opgør.
På sidelinjen pustes hoppeborg op til børnene og verdens mest berejste pølsevogn ruller ind på stadion. Vognen har bl.a. sørget for at mætte fodboldspillere og publikummer under de seneste fodbold-slutrunder. Senest har vognen været på Grønland. Nu er vognen klar til kampen om Jylland, hvor den vil bidrage til kampens gode formål.
”Pølser og øl hører til en god fodboldkamp, så er jeg begejstret over, at Danmarks mest berømte pølsevogn kommer på stadion sammen med lækkert fadøl fra Hancock. Hver gang der spises en hotdog, går beløbet ubeskåret til fodboldglade børn i Hadsund og Varde. Måske verdens bedste investering”, fortæller Ebbe Sand og minder om, at der i dagens anledning vil være meget lave minimumspriser på øl, vand og pølser.
Viljestærke vestjyder
Forberedelserne til kampen er også i fuld gang i Varde.
Holdet gik glip af guldet for 30 år siden men tror på sejr. ”Vi kommer for at få revanche. Som seje vestjyder er vi klar til at kæmpe for sagen. Hvad vi ikke har i kondition, har vi i viljestyrke. Det er fantastisk, at vi alle kan samles om kampen og det gode formål”, siger Jan Willumsen og tilføjer: ”Vi har også en forventning om en super 3. halvleg. Overnatning i Hadsund er i hvert fald bestilt," fortæller Jan Willumsen, som naturligvis har trykket ”synes godt om” www.facebook.com/revanchekamp, hvor han og alle andre interesserede kan komme tæt på forberedelserne til lørdagens fodboldbrag på Hadsund Stadion.
Fantastisk opbakning fra sponsorer
Begge hold har oplevet stor opbakning til kampen. Både fra frivillige og sponsorer. Hovedsponsorerne Kaj Ove Madsen A/S og Arne Elkjær A/S har været med til at skabe et stærkt fundament. Ligesom en række lokale virksomheder har givet en stor hånd med. Lige fra sportsbutik til ejendomsmægler.
”Vi turde næsten ikke håbe på så stor opbakning til kampen. Det er både vi og de unge fodboldspillere meget taknemmelige for," fortæller Ebbe Sand. Men det vigtigste mangler endnu. Publikum. Spillerne håber, at rigtig mange vil komme på stadion på lørdag.
”Vi har gjort vores bedste for at skabe nogle gode rammer for en hyggelig eftermiddag for hele familien. Forhåbentlig vil mange tage imod vores invitation om at komme og skabe stemning på stadion på lørdag”, siger Ebbe Sand.