Ekstremt vejr i fremtiden
Temperaturen stiger og og der kommer mere nedbør
Temperaturen vil stige. Vintrene vil blive mildere, og somrene vil blive varmere. Der vil blive flere og længerevarende varme- og hedebølger. Som gennemsnit frem mod 2050 forventes temperaturen at stige med 1,2 grader Celsius sammenlignet med perioden 1961-1990. Frem til 2100 forventes en stigning i temperaturen på 2,9 grader Celsius. Der kan forventes mere nedbør - især om vinteren. Somrene er vanskeligere at forudsige, men de vil sandsynligvis blive præget af længere tørre perioder samtidig med, at der vil blive kraftigere skybrud. Som gennemsnit forventes årsmiddelnedbøren at stige med ca. 7 % frem mod 2050. I 2100 forventes årsmiddelnedbøren at være vokset med ca. 14 %. Havvandsstanden vil stige langs en del af Danmarks kyster og forventes i 2050 i Køge Bugt at være 24cm højere end i dag, mens stigning frem til 2100 forventes at blive 67cm, og i mange områder må der forventes ændringer i grundvandsspejlet. Negative og positive konsekvenser Alt dette er ikke faktuel viden, men er resultatet af FNs klimapanel IPPCs mangeårige arbejde med at vurdere det kommende klima suppleret med DMIs og Kystdirektoratets arbejde med, hvordan det forventes at udmønte sig i Danmark. Om havstigningen netop bliver 67cm - eller 60cm eller 80cm - frem til år 2100 kan ikke forudsiges med sikkerhed. Men at der kommer en havstigning i den størrelsesorden er almindeligt anerkendt - og bliver det ikke 67cm i år 2100, vil det niveau blive nået få år senere. Der er både positive og negative konsekvenser af klimaændringerne. De positive effekter er primært knyttet til stigende temperaturer, som f.eks. giver længere vækstsæson og øget produktivitet i land- og skovbrug, og mildere vintre, som mindsker energiforbrug og behov for vinterberedskab mv. De negative konsekvenser er især knyttet til ekstremregn, højere havvandstand og kraftigere storme, der kan medføre omfattende skader på f.eks. bygninger og infrastruktur samt tab af landbrugsafgrøder.