Fortsæt til indhold

Plads til flere ved bålet

Borgmester Joy opfordrede roskildenserne til at give nye en plads i varmen

Arkiv
Erling Pedersen

- I Roskilde og Danmark har vi et fællesskab med trygheden fra varmen i et godt og retfærdigt samfund, men det bør vi også kunne dele med andre, som gerne vil være med. Sådan lød det overordnede tema, da borgmester Joy Mogensen talte ved det store Sankt Bål i Byparken, hvor flere tusinde mennesker var mødt op. Alle grupper var repræsenteret lige fra børne-familier, unge og ældre eller hunde. - Fra gammel tid skulle bålet beskytte os mod det onde, enten det nu var vilde dyr eller hekse. Det sender mørket på flugt, og selv nu på årets lyseste tid, mens vi lever i et stærkt velfærdssamfund, bliver vi trygge i varmen og røgluften. - Men sådan har det ikke altid været, og mange steder i verden er folk stadig ramt af sult og frygt.

En del af verden

Joy Mogensen fremhævede, at roskildenserne og det øvrige Danmark ikke kan nøjes med at se ind på bålet og vende ryggen til resten af verden. - Samarbejdet i Europa har siden den sidste verdenskrig skabt fred og velstand i vores del af verden, og vi skal være glade for, at andre nationer har haft vilje til at investere i, at vi bliver rigere af at samarbejde af hinanden. Derfor advarede borgmesteren mod alle små vaner og udtryk, hvor privat kritik af andres opførsel pludselig bliver til en del af den offentlige debat og en ny farligere måde at fortolke vores eget samfund på, uden at vi helt gør os klart, hvor det fører os hen. - Vi bliver tværtimod stærkere som samfund ved at give plads til flere. Roskilde og resten af landet er præget af vore utallige fællesskaber - og det skal ikke blive ødelagt af en ny indadvendthed, hvor man er sig selv nok. Som eksempel brugte Joy Mogensen de nye syriske flygtninge på Haraldsborg, der var glad til at komme til et sted med rettigheder uden korruption: - De er klar til at gøre deres for at blive en del af vores samfund, men er vi klar til at tage imod dem, lød borgmesterens lidt retoriske spørgsmål.

Lokalt arrangement

Ved Socialdemokraternes traditionelle Sankt Hans-arrangement hos Gjerskov-familien på Dyssegården ved Gundsømagle, talte det lokale folketingsmedlem Mette ved bålet: - Vi står nu ikke bare i Roskilde kommune, men også i Gundsømagle i det gamle Gundsø. Mange var bekymrede for, at vi ville blive de små i den store sammenlægning og miste det lokale engagement. - Noget er da også gået tabt, for det er sværere at lokke folk til Roskilde, end når et arrangement holdes helt lokalt. Men heldigvis har vi ikke mistet engagementet. - Lad mig fremhæve mit eget lille hjertebarn. Røde Kors, der udelukkende er båret af ulønnet frivillig arbejdskraft fra mennesker, der gerne vil hjælpe. Det lokale initiativ, som jeg var med i fra starten og brugte 10 år på – er heldigvis ikke visnet. - Men her, helt lokalt i vores lille samfund, er der også mennesker, der hjælper hinanden som gode naboer. Det giver værdighed for både dem, der har behov for en hjælpende hånd – og for dem, der kan se nytten i at hjælpe andre, forklarede Mette Gjerskov.

Aflysninger

Selv om det havde regnet kraftigt om eftermiddagen, blussede bålene lystigt rundt om Roskilde Fjord, mens Drachmanns gamle midsommervise blev afsunget, og mange benyttede Sankt Hans aften til en lille køretur for et beundre det flotte syn. Visse steder var bålet dog blevet aflyst, fordi man frygtede for brandfare efter den lange tørre periode. Det ramte blandt andet arrangmenter, hvor lokale Venstre-folk skulle have talt. tk