Fortsæt til indhold

Godt i gang igen

Birgit Pedersen har fået god hjælp efter choknederlaget for SF ved efterårets kommunevalg

Arkiv
Erling Pedersen

- Jeg får god hjælp og er kommet godt i gang igen, men selvfølgelig var det ikke sjovt. Sådan siger SF’s enlige medlem af byrådet Birgit Pedersen til spørgsmålet om, hvordan hun har tacklet chok-nederlaget ved efterårets kommunevalg, da partiet blev reduceret fra syv medlemmer til hende alene. - Men heldigvis har SF i Roskilde et godt bagland og en velfungerende bestyrelse. Vi har oprettet arbejdsgrupper indenfor de forskellige politiske områder, hvor op mod 30 medlemmer har meldt sig til at følge med i dagsordenerne og komme med idéer til, hvad vi skal mene om de forskellige sager. - Hvis ikke jeg havde denne store hjælp, ville det være helt uoverkommeligt og uoverskueligt, forklarer Birgit Pedersen

Manglede lokale folk

På selve valgaftenen havde partiet i Roskilde håbet på at få genvalgt tre til byrådet og regnet med i hvert fald to, så Jan Bjergskov også ville komme ind sammen med Birgit. Sådan så det også ud til at gå meget længe, men sent på aftenen, da valgresultatet kom fra Jyllinge, tippede det sidste mandat fra SF over til Venstre. - Vi manglede kun 30 stemmer. Men det var vores eget ansvar i SF, fordi vi manglede lokale kandidater både i den nordlige og sydlige del af kommunen. Det kostede, erkender Birgit Pedersen. Mere overordnet giver hun partiets daværende deltagelse i regeringen skylden for det store nederlag i Roskilde. - Lokalt havde vi demonstreret, at vi holdt med lærerne, da de blev trynet af Kommunernes Landsforening og regeringen, men det lagde vælgerne åbenbart ikke mærke til, når vore ministre ikke gjorde det samme, siger Birgit Pedersen. Trods det store valgnederlag har Birgit Pedersen større indflydelse end nogensinde, fordi hendes ene stemme er meget afgørende for Joy Mogensens borgmesterflertal og i det budget-flertal, der står bag kommunens økonomi i 2014. - Konstituteringen gik jo godt for os. Jeg fik en plads i Økonomiudvalget, hvor alle sager til byrådet passerer først, og det er meget vigtigt for at kunne følge med, når man er et enmands-parti. Samtidig fik Birgit Pedersen mulighed for at fortsætte på sin post som lokal ‘sportsminister’, dvs. formand for det vigtige Kultur- og Idrætsudvalg. -Vi har det mindste budget af alle udvalg, men aktiverer flest borgere. Det er de penge fra kommunen, der gør rigtig god gavn blandt borgerne. - Når folk er aktive i en kulturel forening eller en sportsklub, bliver de samtidig en del af et større fællesskab. Det giver gode samfundsborgere, fordi man på den måde får en demokratisk indfaldsvinkel til tingene, samtidig med at man er en del af et fællesskab, mener Birgit Pedersen. Hun har siddet i byrådet siden 1994 og er nu 67 år, så det bliver hendes sidste periode, hvor hun samtidig skal sikre partiets fremtid og sørge for, at afløsere står klar til at videreføre arbejdet.

Gymnastik og bordtennis

Før forhandlingerne om kommunens budget for 2015 regner Birgit Pedersen med, at de samme partier som i år – S-SF-R-Kons. – bliver rygraden i det flertal, som skal styre Roskildes økonomi næste år. - Men jeg kunne også godt ønske mig, at Enhedslisten kom med. Det har partiet jo været før. Efter min vurdering er chancen 50-50. Hvis de er klar over, at de ikke kan få alt igennem, har de gode chancer for også at sætte deres aftryk på resultatet. Selv ønsker Birgit Pedersen en revurdering af, om skoler og børneinstitutioner får penge nok. - Vi må analysere, om der er sparet for meget. Vi bliver også nødt til at bruge flere penge i folkeskolen, hvis ikke det skal gå helt galt med den nye skolereform. Birgit Pedersen har som altid mange ønsker til anlægsbudgettet indenfor sit eget område bl.a at kommunen opfører et nyt center for bordtennis og gymnastik ved Kildegården.

50 meter er OK

Allerede i dette års budget er der afsat penge til at starte på en stor by svømmehal til i alt 110 millioner, og her har diskussionen især gået på, om bassinet skal være 25 eller 50 meter. I den debat har Birgit Pedersen haft flere sammenstød med nogle af svømme-lederne: - Jeg er ikke imod, at vi får et bassin på 50 meter, sådan som nogle prøver at fremstille det. - Men når vi nu bruger 110 millioner, bør vi også få en svømmehal, der er et tilbud til alle borgere. Hvis vi så kan få 50 meter sammen med de faciliteter, som familier og børn har brug for, så et det helt OK med mig, svarer hun. - Nogle af svømmefolkene er kommet med argumenter om, at de har lange ventelister. Det har de f.eks også i musikskolen, men derfor får de jo ikke en ny musikskole. Man kan man ikke argumentere så enkelt, mener Birgit Pedersen. tk