For alle i alle aldre
Internationalt atletikstævne i Hvidovre havde næsten 2000 startere
Nyheden om det nye stævne havde tilsyneladende bredt sig som ringe i vandet, da der var tale om en stigning på næsten 25 % i antallet af startere. Heraf var der mere end 300 startere fra udenlandske foreninger, der kom så langt væk som Schwechat i Østrig, Sandness i Norge og en stor trup fra IFK Lindingö i svenske Stockholm. -Det er helt vildt, at vi i blot den anden udgave af stævnet har så mange startere, og ikke mindst fra udlandet, udtaler en begejstret stævneleder, Michael Bruun Jepsen, fra Hvidovre AM. - Med de mange positive tilbagemeldinger vi har fået, så bliver det rigtig spændende at se, hvad der kommer til at ske til næste år... - Kombineret med det gode vejr, så gav det mange flotte og jævnbyrdige konkurrencer i alle atletikkens øvelser i løb, spring og kast. Fascinerende var det at opleve den spændvidde der var på arrangementet når det kommer til både alder og niveau. De to bedste norske mandlige 400 meter hækkeløbere havde sat hinanden stævne i kampen om en plads på det norske landshold, og samtidig med dette var de 6-7 årige piger i gang med længdespring langs med tribunen. I den modsatte ende af stadion var Hvidovres superveteran, den 26-foldige Veteranverdensmester, Inge Faldager, i fuld gang i favoritdisciplinen hammerkast. Der var en mangfoldighed af begyndere, etablerede stjerne, børn, unge og ældre i gang på hele stadion på samme tid, et syn man næppe oplever i andre idrætter... - Hvidovre AM havde selv en hel del medlemmer med i weekendens konkurrencer. Blandt de yngste lagde man mærke til Rasmus Nickelsen, der vandt kuglestød og boldkast hos drenge 11 år med så flotte resultater som 12,19 m og 56,63 m, begge resultater ny klubrekord. I samme aldersgruppe blev det til sejr til Marcus Ringhofer i hammerkast med 25,44 m, og han havde samtidig også havde en mængde andre gode resultater. Det blev også til flotte resultater og medaljer til Nicoline Skovsted, Sebastian Bergmann, Malthe Bergmann, David Rogge, Christian Veselinovski, Asta Hornbæk og Anne Lorentzen, mens en hel del andre var tæt på at komme på medaljeskamlen... - Hos de lidt ældre vandt Matthias Hagen drengenes spydkast med 60,04 m, mens det blev til en god personlig rekord i kuglestød med 16,74 m, og det samme gjorde sig gældende for Emma Sørensen på 800 m med 2.23,94 min. Hos de voksne var der sejr til Kasper Olsen på 200 m efter et hidsigt og meget tæt opløb med 21,83 sek., mens Zarah Buchwald på de korte spring bekræftede, at hun er klar til sin debut på seniorlandsholdet på 4x100 m. På 400 meter løb Line Køhlert og Tanja Ravnholt personlig rekord så hurtigt, at det sidste weekend også ville have givet dem en billet til seniorlandsholdet. Nu måtte de så i stedet glæde sig over nogle rigtig gode resultater...