Sidste kamp i Sjællandsserien
Avedøres tropper i sjællandsserien er nede i serie 1 fra efteråret
Avedøre kom hurtigt bagud 0-1, men midt i halvlegen fik indskiftede Bjarke Bergqvist udlignet på hovedstød efter hjørnespark. Men en klar dommerfejl bragte en modstander alene med målmand Rasmus Siggaard, og så stod det 2-1 til Næstved. Linjedommeren vinkede for den klare off-side, men dommeren afvinkede den fra sin dårligere position på midten af banen. Stor frustration blandt spillere og trænerne Jesper Myhrmann og Jesper Kristoffersen. Det endte med en bortvisning af Kristoffersen. Inden roen havde lagt sig, var Næstved på 3-1, og så var det meget svært at komme tilbage for Avedøre. I anden halvleg blev der reduceret efter hjørnespark ved Antar Salim, der var kommet på banen. - God fight af et hold, der var ændret på en del pladser. Syv spillere sad over på førsteholdet, og man ville gerne have så mange spillere med i 3. seniors oprykningskamp i Rødovre. Da også Jesper Kristoffersen og Anders Mikkelsen var skadede, betød det forårsdebut til Jesper Myhrmann, der kom ind som angriber og i følge sig selv fik skabt lidt uro hos Næstved, oplyser sportschef Per Myhrmann.