- HER SKAL NOK MALES MERE END ÉN GANG...
Godt råd fra fodboldkollega til den tidl. Hvidovre-målmand, Jørgen ¿Max¿ Henriksen og hans familie, da de købte en hotelruin i Harzen. I dag er det et tophotel med dansk design, nordisk køkken og skandinavisk ledelsesstil
Tekst og foto: Finn John Carlsson - Jeg må sige, at det absolut ikke lige lå til højrebenet, at vi i dag skulle være de lykkelige indehavere af et hotel i Harzen, siger den tidligere supermålmand i Hvidovre og prof. i USA, Holland og Sverige, Jørgen Henriksen, der også har været tilknyttet Brøndby i en lang årrække som målmandstræner bl.a. for Peter Schmeichel. Jørgen Henriksen bor i dag i Espergærde sammen med sin Hustru Winnie og ved siden af bor deres to sønner, to svigerdøtre og seks børnebørn. - Min svigerdatter Randis¿ far i Sønderjylland, havde fået et hotel på hånden i 2006, og mine to sønner mente, at det lige var noget for vores familie at investere her. Jørgen og Winnie Henriksen havde i mange år drevet en del modebutikker bl.a. i Frihedens Butikscenter, men nu var tiden kommet til at sadle om. ¿Ruinkøbet i Harzen¿ - Vi tog ned og kiggede og besluttede os for, at det projekt ville vi kaste os ud i. Samtidig var en gruppe turister fra Hvidovre på besøg i Hahnenklee, og min gode ven fodboldtræner John Sinding var også med. Jørgen Henriksen mente, at hotellet bare skulle have en gang maling, så var det klar til at modtage gæsterne. - Men John, der havde sit eget VVS-firma, kommenterede det meget diplomatisk ved at sige, at jeg nok ¿skulle give det to gange¿, griner Jørgen Henriksen. - Sagt med andre ord, vi havde købt en ruin. Samtidig med ¿ruinkøbet¿ i Harzen, havde familien også fået kig på et gammelt pensionat i Espergærde, som de ville indrette til fire ejerlejligheder. Finanskrisen var lige startet og problemet var bare, at banken ikke ville være med på idéerne, hvis ikke de fire lejligheder i Espergærde var solgt på forhånd. Det problem løste familie dog hurtigt, ved selv at købe hver en og sælge den sidste. Renovering og ledelsesstil Herefter kunne renoveringen i Hahnenklee begynde. Familien Henriksen satte et par danske arkitekter til at indrette hotellet, ligesom en notar og advokat også skulle med ind over projektet. Et hav af nye tilladelser og godkendelser skulle der også til. Idéen var, at der skulle laves et godt hotel, med dansk design, skandinavisk mad og ledelsesstil. - Hver gang vi pillede et bræt af et sted, fulgte der mere med, og da vi skulle prøve at tænde for varmen, fossede vandet ud overalt, siger Jørgen Henriksen med et fjernt blik i øjnene. - Myndighederne anså ombygningen for så stor, at der var tale om en nybygning og ikke længere en renovering. Altså skulle alt papirarbejdet starte forfra, og det tager tid, også i Tyskland. Efterhånden som arbejdet skred frem, begyndte de nybagte hotelejere at se sig om efter personale, og via deres tyske advokat, fik de fat på en direktør, som så skulle stå for personaleudvælgelsen. Der blev således ansat en køkkenchef og en kok, som begge kom på inspirationsophold hos Jesper Kirketerp og Rasmus Kliim på Restaurant ¿Radio¿ på Frederiksberg. Her fik de viden og gode ideer om det nordiske køkken, som de skulle videreføre til Hotel Njord¿s restaurant ¿Madhus¿. Og så var hotellet efter to års ombygning og venten klar til at åbne i december 2008. Venner ville med! Kort efter åbningen mødtes Jørgen Henriksen med to af sine gode venner, Emil Bakkendorff, der havde arbejdet i Brøndby IF i 32 år, og ortopædkirurg Eilif Larsen, der havde Gildhøj-klinikken lige overfor stadion. De syntes, det var et spændende projekt og spurgte, om de ikke også måtte lege med, og det fik de lov til. ¿Ordnung muss sein¿ Men det er blevet mere end en leg for familien. Jørgen og Winnies to voksne sønner, Peter og Michael, bruger rigtig megen tid på hotellet og de andre forsøger at støtte dem så godt det kan lade sig gøre. Alle kommer med ideer til hvordan hotellet kan gøres endnu bedre. Som reglen lykkes alle de ting, der bliver sat på tegnebrættet. - Men der skal jo være penge til det hele, så vi tager tingene i etaper, forklarer Eilif Larsen.-Og der supplerer vi hinanden rigtig godt. Vi sørger hele tiden for, at tingene er i orden. Så skal der bygges et lille hus til motorcykler, ændres lidt på en stensætning og andre ting, så det hele bare kommer til at fungere optimalt. - Her I Tyskland hører vi tit formuleringen ¿Ordnung muss sein¿, at der skal være orden på tingene, underforstået, at det er chefen, der sørger for at tingene fungerer, påpeger Emil Bakkendorff. - Vi har dog fået vores direktør til at forstå, at han skal uddelegere ansvaret til sine medarbejdere. Derved får de mere glæde ved deres arbejde, og det smitter helt klart af på gæsterne. Det får også personalet til at passe bedre på hele hotellet. De føler, det er deres. Hotellets direktør siden starten Markus Brandenburg, har hele tiden haft telefonmøder med Peter og Michael Henriksen, hvor de har drøftet den daglige drift af hotellet. Han er næsten blevet ¿skandinavisk¿ i sin indstilling. Men han er lige blevet headhuntet til et stort konferencehotel i Lüneburg, og som hans afløser har ejerne valgt Jana Winter, der også har været på hotellet siden starten, dog afbrudt af en videregående uddannelse på hotelskolen i Hamburg. Rundt i hjemmesko! Der bliver løbende lavet undersøgelser af kundernes tilfredshed med opholdene i Harzen, og her har hotellet ligget i top-tre lige siden åbningen. - Hotellet er helt anderledes fra de andre hoteller her i Harzen. Her finder man dansk hygge og design, som det har vist sig, at de mange tyskere, der kommer her, godt kan lide, siger Eilif Larsen. - Personalet møder dig med et stort smil og lidt small talk og du kan rigtig slappe af i en af de mange kroge på hotellet. Dansk kunst er der også både ude og inde og en ide om at få danske kunstnere ned og udstille på hotellet, er også kommet i posen med nye ideer. - Jeg tror der er mange, der efterhånden har rejst så meget, at det der med at komme hen et sted, hvor man kan slappe af, det er bare lykken. Og det kan man her i området, siger Eilif Larsen. - Vi ligger 20 min. kørsel fra Goslar en af de smukkeste byer i hele Tyskland, med over 1.100 gamle bygninger. Og på hotellet kan man gå rundt som derhjemme - gerne i sutsko. Du kan spise lidt god mad og få nusset fødderne i wellnessområdet, hvor der også er spa og sauna og dygtige folk til at tage sig af gæsterne. - Vores sauna er i øvrigt det næste vi skal have lavet om på. Tyskerne er jo helt vilde med at komme i sauna, så derfor er den blevet for lille. Den skal udbygges med plads til otte personer. I wellnessområdet tilbydes ansigtsbehandlinger og massage, ligesom man kan få ordnet negle og fødder, slappe af og i det hele taget hygge sig. Stavkirke og lift i baghaven Hotel Njord kan prale af at have den største stavkirke - uden for Norge - lige i baghaven, og her udspringer også den godt fem kilometer lange ¿Kærlighedssti¿, Der er kabinelift til toppen af Bocksberg i 729 meters højde, hvor der om vinteren er seks skiløjper og om sommeren en kælkebane, der lige er sat i tip-top stand. - Er man mere til terrænkørsel på cykel, er der fra toppen af bjerget godt 1.400 kilometers mountainbike-ruter rundt i hele Harzen, hvor Goslar er blandt Tysklands smukkeste og bedst bevarede, bemærker Jørgen Henriksen. - De mange snoede veje gør også området til et meget eftertragtet sted for bikere at holde ferie. Er gæsterne til golf, ligger der også en god bane i Bad Harzburg og skal børnene ud og svømme, er der op til flere haller i området, ligesom man arbejder på at få et badeland bygget i Hahnenklee. Bloksbjerg ligger heller ikke mange kilometer fra hotellet, og her kører der damptog fra flere stationer i lavlandet og op til toppen. Der vil aldrig komme til at mangle udflugtsmuligheder i Harzen, og så er det rart at have en næsten dansk base at vende tilbage til efter en anstrengende dag. fifo-