Titte Bøh

Jeg spænede afsted hen over den hårde asfalt for at nå først og på den måde undgå at blive den næste, som skulle finde de andre. Det var vist en til tider larmende leg, men nå skidt, alle indenfor Skolegades fire boligblokkemåtte da gerne vide, at vi rollinger legede gemmeleg.
Det var et supert sted at være barn, for her i arbejderbydelen i Vejles vestlige udkant var vi mange børn, og vi var i hvert fald ikke curlingbørn, så vi måtte nok mere end børn nu til dags må.
Vi legede derinde blandt de fire grå betonblokke, der gjorde ud for vores hjem. Her var fine lejligheder, og der var gode lege muligheder udenfor døren, så ud over blokkenes dengang ufattelige grimhed, var det nu et smukt sted på sin egen måde.
Vi kunne lide det, vi børn. Ok, det er nu nok ikke alle, der synes det. På varme sommerdage, hvor vinduerne var åbne, kunne man godt høre både hed elskov og vilde skænderier blandet med barnegråd og øretæver i luften, men generelt så legede alle vi unger nu bare. Deriblandt gerne gemmeleg, og der var også vildt mange gode gemmesteder. Der var buske så høje som rundetårn, eller i hvert fald føltes de sådan, og der var parkerede biler at gemme sig bag, og ovre på græsplænen var der en sandkasse, man kun ligge og gemme sig nede i, og der var kælderskakte lang husmurene og sådan kunne man blive ved.
Og så var der lys. Altså om sommeren, og derfor myldrede vi ud for at lege selv om aftenen, og så gemte vi os, og den, eller de, som skulle lede efter vi andre, måtte kigge nær og fjern efter alle vi små snotunger, der gemte os, indtil vi spurtede hen til pladen på væggen, hvor vi kunne gøre selv fri.
Åh jo, barndomme byder altid på minder, og mine minder er ofte fra Skolegade. Og af en eller anden grund husker jeg især de lyse aftener, men det gør de fleste folk måske nok. Vi har nok alle vores 'lyse aftener' minder, og deri er vi specielle i denne verden, for lyse aftener hører fåtallet til. De fleste steder i verden har man det måske nok varmere året rundt, men også mørkere om sommeren, og lysere om vinteren.
Min fætter Thomas bor i Manila på Filippinerne, og der er forskellen på vinter og sommer en time, forstået på den måde, at på årets korteste dag går solen ned klokken 17.30, og på årets længste dag bliver det mørkt klokken 18.30. Kort sagt er det så lidt, at man ikke mærker det. Men vi mærker det her i landet, og vi har lige rundet den længste dag. Solen har ikke kunne skjule sig i kælderskakte eller bag parkerede biler.
Solen og lyset er for tiden med os til langt ud på, ok måske ikke ligefrem natten, men så aftenen, og derfor er det lige nu, at man skal lave sig sine 'lyse aftener' minder til eftertiden.
Gå dig en lang tur ved Trelde Næs eller Randbøl Hede, eller sid i baghaven og nyd et glas kølene hvidvin. Regner det, så find paraplyen frem. Eller leg gemmeleg med de andre rollinger på vejen, eller ja, gør hvad du har lyst til.
Husk, at snart sørger jordens hældning og andre mærkelige ting for, at atter engang sniger mørket ind på os, men lige nu er det lyset, som siger titte bøh til os og i den grad er kommet ud fra sin nordiske skjul.
PS: Kære stundenter, som myldrer frem i lyset i disse dag. Stort tillykke til alle jer. Må jeres nutid sparke røv, og må jeres fremtid blive lys som en sommeraften - med eller uden gemmeleg.