Fortsæt til indhold

Kursen er sat for kunstens rolle i Køge Kyst

Arkiv
Arkiv

KUNST: Et styrhus på den yderste mole. En labyrint af høje pæle. En flydende badepavillon.
I de seneste fem år har skiftende kunstværker på Søndre Havn forholdt sig til stedets karakter og kaldt på refleksion og undren, og også i de kommende tyve år skal kunsten spille en rolle i udviklingen af den nye by. Køge Kyst Kunststrategi er nu færdig og kan hentes i en endelig udgave på Køge Kysts hjemmeside.
Kunsten skal være en væsentlig medskaber af byliv og miljø i den nye bydel, som skyder op i Køges centrale havne- og stationsområde over de næste ca. tyve år. Det står fast efter færdiggørelsen af Køge Kysts kunststrategi, som byudviklingsselskabet har udarbejdet sammen med Statens Kunstfond.
- Vi ønsker fortsat at lade kunsten spille en væsentlig rolle i skabelsen af den mangfoldige, bæredygtige og nyskabende by. Derfor skal vi fremover tænke kunsten ind, hver gang der bygges nyt i Køge Kyst-området eller etableres nye funktioner og aktiviteter. Også vores investorer, som køber byggegrunde, har nu kunsten med som et af deres kvalitetsmål, siger Køge Kysts projektdirektør Jes Møller.
Kunststrategiens rolle bliver at sikre, at de kunstprojekter, som bliver realiseret i de kommende år, er stedsspecifikke og har høj kunstnerisk kvalitet. Første gang strategien skal prøves af i praksis bliver formodentligt i det kommende efterår, hvor Køge Kyst går i gang med at projektere en ny gangbro over jernbanen.
Invitation til at deltage
Den lange tidshorisont på ca. tyve år giver rig mulighed for at udvikle samarbejder, skabe et miljø omkring kunsten og udforske nye kunstneriske udtryksformer. Kunststrategien er derfor også en invitation til Køge og byens borgere, aktører og interessenter til at deltage i realiseringen af kunststrategien.
Strategien skal sikre et råderum for kunstnere, bygherrer, arkitekter og øvrige aktører omkring tilblivelse af kunsten i Køge Kyst. Samtidig rummer den konkrete anbefalinger og muligheder i de enkelte områder - Stationsområdet, Søndre Havn og Collstropgrunden samt Tråden.
- Kunststrategien skal bidrage til, at hver eneste beslutning om nye kunstværker følger en helhedstankegang i et frodigt samspil mellem kunsten, byen og livet i Køge Kyst, siger Jes Møller.
Kunststrategien er udviklet af en arbejdsgruppe og i samarbejde med Statens Kunstfond. Undervejs har strategien været drøftet til to åbne debatmøder med Køges borgere og interessenter.
Strategien forankres fremover i et Kunstteam, som rummer kunstfaglige kompetencer, lokal viden og projekt- og planfaglige kompetencer. Gruppens faste medlemmer er fortrinsvis allerede eksisterende aktører i Køge. Ved hvert kunstprojekt tilknyttes en ekstern kunstkurator for at sikre kunstnerisk kvalitet og variation.
I de kommende år vil Køge Kyst indhøste erfaringer med kunststrategien og dens konkrete anbefalinger, ikke mindst i forhold til proces og finansiering. Det gælder både, når Køge Kyst selv etablerer byrum og anlæg, og i købsaftaler med andre bygherrer om nye boliger, butikker, institutioner og kontorer.

"The Haven" af Katja Bjørn, Hartmut Stockter og Philip Simmons - fra KURS HAVNEN, 2009.(Foto: Køge Kyst)