Fortsæt til indhold

Blæs på vej til Padborg

Arkiv
bs

Fredag den 18. juli bliver der blæst igennem i Padborg Torvecenter, når Aarhus Brass Band lægger vejen forbi.
Kontakten mellem Padborg Torvecenter og Aarhus Brass Band er blevet etableret af Maria Ibsen, der er kultur og fritidskonsulent hos Aabenraa kommune. Arrangementet er derfor en del af Spotlight Aabenraa, der er den eventpulje, man kan søge midler fra til arrangementer i Aabenraa kommune.
“Vi har en god kontakt med Aabenraa kommunes kultur og fritidsafdeling”, fortæller Bitten Haase, der er medlem af Torvecentrets formandsgruppe, og fortsætter: “Vi sætter stor pris på, at Maria tænkte på os, efter hun havde fået en henvendelse fra Aarhus Brass Band, der gerne ville spille et sted i Aabenraa. Vi har tidligere talt med Maria om hvordan vi kunne få mere musik i Torvecentret, og selv om mange af vore faste kunder måske er taget på sommerferie i uge 29, så griber vi chancen og laver et sommerarrangement”.

Idéer efterlyses

Hvis man har en idé til andre ting, der kan gøre dagen ekstra speciel, så hører Bitten Haase gerne om det.
Martin Holst Christensen, næstformand i Aarhus Brass Band fortæller, at der er en del af medlemmerne, som stammer fra Aabenraa og omegn, så bandet glæder sig til arrangementet.