Hvor går grænsen
Hvor skal grænsen gå mellem campingpladsen og Vigen Strandpark. Det blev diskuteret i byrådssalen tirsdag aften, hvor kommunen havde inviteret til borgermøde.
Årsagen var, at kommunen har lavet en fejl ved at indgå en kontrakt med lejrchefen, som er i uoverensstemmelse med den gældende lokalplan.
Afgrænsningen af campingpladsen i den gældende lokalplan passer ikke helt med, hvordan området bliver brugt i det daglige, skriver kommunen i indkaldelsen til mødet.
Det har givet misforståelser og konflikter.
Derfor vil kommunen lave et tillæg til planen, der gør det klart, hvor grænsen er.
Naboerne til campingpladsen var mødt talstærkt op, og blandt de fremmødte var også lejrchefer Janni og William Christiansen.
Naboerne fik jævnligt store bifald fra de andre naboer, når de fortalte, at de ikke kunne forstå, at kommunen vil lave lokalplanen om.
Det vil betyde, at den vestlige del af Vigen Strandpark ændres fra offentlig strandpark til campingplads.
Ændret over natten
Flere af naboerne ville gerne have en forklaring på, hvorfor campingpladsen pludselig blev større. Og hvorfor kommunen pludselig ændrede, hvem der ejede hvad.
En beboer fra Veddelev forklarede, at i de 14 år han havde boet i området, havde Strandparken altid været offentlig.
Derfor undrede det ham, at hele området over en nat eller to blev til en stor campingplads.
En anden fortalte, at på et skilt på pladsen fra 1996 står der: Velkommen til Vigen Strandpark.
De fremmødte fra forvaltningen forklarede, at grænserne ikke var lavet om, men at der aldrig har været lavet en plan før.
Grænse med fred
Lejrchef William Christiansen forklarede, at han ønskede at leve i fred med naboerne, men bad samtidig om, at de respekterede campingpladsen og gæsterne:
- Vi forsøger at få flest muligt gæster herud uden at genere jer, sagde lejrchefen.
Nogle naboer forklarede, at de ønsker at fortsætte med at bruge stier og veje og at sidde og hygge i græsset, som de altid har gjort.
- Jeg har aldrig sagt at i ikke må cykle og gå på vejen eller gå ud til Veddelev Havn, sagde William Christiansen og gav udtryk for, at han følte sig misforstået.
Grænsen satte han ved hundeluftere, der tillod sig at gå gennem campingområdet i campistsæsonen.
Flere naboer tilkendegav, at de rent faktisk var glade for, at der skete noget på campingpladsen, men at de blot forlangte at få lov til at bruge, hvad de altid havde brugt.
Ændringsforslaget er i høring frem til 18. juli.
ag@roskildeavis.dk