På energijagten i frokostpausen
På TREFOR har de fortsat stort fokus på medarbejdernes sundhed
Sundhed Energikoncernen TREFOR, der i marts måned blev recertificeret for deres sundhedsindsats af Dansk Firmaidrætsforbund, præsenterede onsdag den 18. juni endnu et nyt sundt tiltag for medarbejderne.
TREFORs korps af sundhedsambassadører havde nemlig arrangeret en helt anderledes frokostpause. I stedet for at indtage den sunde mad i firmaets kantine var frokostpausen konverteret til en gåtur i det grønne med to-go-sandwich i den ene hånd og et spørgsmålsark om arbejdspladsen i den anden. Udover at få frisk luft og farve i kinderne, blev pausen også brugt til at tale med andre kolleger, end man normalt sætter sig sammen med i kantinen.
”Det var naturligvis frivilligt, om medarbejderne havde lyst til at bruge deres frokostpause lidt alternativt, men opbakningen var heldigvis meget stor. Mellem 170 og 190 medarbejdere deltog i energijagten og stort set alle har ytret ønske om at gentage eventen efter sommerferien,” siger Kathrine Flink Isager Hansen, HR-assistent og sundhedsambassadør i TREFOR.
Turen gik ad stien i det grønne område mellem Petersmindevej og Lilballevej, blandt andet under Højvangen. I alt 1,3 km, hvilket i runde tal svarer til en forbrænding på omkring 100 kalorier.