Byggesager online
Få viden om din ejendom i det nye, digitale byggesagsarkiv
Fra mandag den 23. juni er der digital adgang til alle afsluttede byggesager på alle ejendomme i Kolding Kommune. Det gør det muligt for både private og virksomheder at finde oplysninger om deres ejendom, eksempelvis tegninger, kloakplaner og dokumenter i de afsluttede byggesager.
'Hvis du skal sælge ejendommen eller kloakken er stoppet så vil du kunne finde de registrerede tegninger og informationer i det digitale byggesagsarkiv,' forklarer afdelingsleder Anders Clausen fra By- og Udviklingsforvaltningen, og fortsætter:
'Det digitale byggesagsarkiv er også en serviceforbedring for virksomhederne. Eksempelvis vil håndværkere og ejendomsmæglere uden ventetid kunne finde oplysninger om den ejendom de arbejder på via deres mobiltelefon eller tablet.'
Hvad enten du bor i et nybygget hus eller i en ældre ejendom kan det både være interessant og en god idé at se, hvad kommunen har registreret om din ejendom. Byggesagsarkivet er tilgængeligt for alle borgere og virksomheder via på Kolding Kommunes hjemmeside www.kolding.dk/byggesagsarkiv. Her kan du også læse, hvordan du får adgang via en mobiltelefon eller tablet.