Vores firbenede venners ferie
Gode råd fra Avedøre Dyreklinik
Vaccinere imod borrelia-sygdom I det høje græs sidder skovflåterne og venter på et forbipasserende offer, de kan springe på. Da de bærer på sygdommen borreliose, skal man gøre, hvad man kan for at undgå dem såvel på os selv som på hundene og kattene. Sygdommen overføres, når flåten har siddet i 12-48 timer, og symptomerne er feber, træthed, ømme led og muskler samt i sjældnere tilfælde også nervelammelser især i hovedet. Der findes en række forebyggende midler, som fordeler sig i hundens og kattens hud, så flåterne får midlet i sig, når de suger blod. Herefter dør flåterne. Det samme vil ske for eventuelle lopper. Nogle flåtmidler til hunde har også en repellerende effekt, dvs. flåterne finder det ubehageligt at springe på hunden. Hvis man finder flåter på sin hund eller kat, bør man altid fjerne dem. Der findes dels en lille tang og dels et miniature ¿ko-ben¿, som er velegnede, når man skal fjerne flåterne. Yderligere for hundenes vedkommende kan man nu vaccinere imod sygdommen borreliose, så hunden allerede har antistoffer mod sygdommen, hvis den skulle blive udsat for smitte. Man vaccinerer to gange med tre ugers mellemrum, og herefter gives en årlig vaccination en måned før flåt-sæsonen begynder i foråret. Insektstik Af andet småkravl vores firbenede venner kan komme i nærkontakt med, bør man være opmærksom på bier og hvepse, hvor stik kan give smerter og hævelse. Især yngre, legesyge dyr kan finde på at ville fange insekter med munden. Hvis dit dyr efter insektstik eller ved mistanke herom hæver meget, og især i hoved og hals, bør du søge dyrlæge for at få behandling mod hævelse og overfølsomhedsreaktion. Vandhunde På strande og i søer skal man respektere badeforbud, hvis der er blågrønalger. Algerne indeholder lever- og nervegifte, som i yderste konsekvens kan koste en hund livet. Hvis hunden alligevel kommer i kontakt med og drikker af algeholdigt vand, bør du søge dyrlæge. Hvis din hund er så uheldig at skære sig på et glasskår, en skarp sten eller lignende, anbefaler vi, du får lagt en midlertidig forbinding for at stoppe en eventuel blødning og derefter søger dyrlæge. Såret vil så blive renset og undersøgt for mulige dybere skader, som i alvorlige tilfælde kan være på sener eller nerver. Herefter syes og forbindes såret almindeligvis alt afhængig af skadens art og omfang. Kæledyr i bilen Hvis din hund eller kat skal med ud at køre langt og bliver stresset af bilkørsel, så findes der på markedet nu visse fært- eller duftstoffer, som kan virke beroligende under bilturen. Til dyr, som stresser vældig meget ved transport, findes også sløvende medicin, som kan medvirke til, at alle parter får en bedre oplevelse af turen. Er der tale om køresyge med kvalme og opkastninger, findes der også køresygetabletter til dyr. Man skal her være opmærksom på, at køresygetabletter til dyr ligesom til mennesker har en vis sløvende virkning. I forbindelse med biler og kæledyr kan vi ikke nok understrege, at dyr efterladt i en bil på en varm sommerdag - selv med vinduet lidt på klem - lynhurtigt kan blive overophedede og ende med at lide en pinefuld død. Hver sommer hører vi desværre om disse ulykker. Vaccinationskrav i dyrepensioner Når vi sender dyr i pension, svarer det i smittepres til at sende børnene i institution. Derfor forlanger de fleste pensioner, at din kat eller hund er vaccineret. Det er fornuftigt, at dit dyr har antistoffer i kroppen, hvis det skulle blive udsat for smitte, og risikoen for, at andre dyr i pensionen medbringer smitte, er naturligvis også mindre, hvis de er vaccinerede. For kattenes vedkommende vaccinerer vi imod kattesyge, som er en virussygdom, der kan give kraftig diarré med døden til følge. Derudover vaccineres mod katteinfluenza, som kan give ganske ubehagelige symptomer i luftvejene. Hundene vaccineres imod parvovirus, som kan give en kraftig diarré, desuden imod leverbetændelse og hundesyge. De fleste hunde bliver nu også vaccineret imod sygdommen leptospirose, som er speciel derved, at den også kan smitte til mennesker. Leptospirose angriber nyrerne og kan være dødelig. Den sidste men hyppigste af sygdommene, som almindeligvis er omfattet af vaccinationsprogrammerne, er kennelhoste, som giver den klassiske tørre hoste fra de øvre luftveje. Den er ganske smitsom og kan være særdeles ubehagelig, men i praksis aldrig dødelig. I mange pensioner er der krav om, at dyrene skal være vaccineret minimum to uger inden opholdet. Årsagen hertil er, at dyret skal have dannet antistoffer, og det kan tage et par uger. Spørg i god tid, hvilke krav pensionen stiller og spørg din dyrlæge, hvis du er i tvivl om, hvorvidt dækningen er i orden, så der ikke bliver problemer lige før ferierejsen. Kæledyrepas og rabiesvaccination - Skal du have kæledyr med til udlandet (eller til Bornholm via Sverige), findes der lovmæssige krav, som skal overholdes. Reglerne er beskrevet i detaljer på hjemmesiden foedevarestyrelsen.dk. Her kan man klikke sig frem til reglerne for de specifikke lande, man ønsker at besøge. De mest berejste dyr er voksne hunde, katte og undertiden fritter. For disse gælder, hvis man rejser i EU, at de skal være ID-mærkede, have et kæledyrspas og være rabiesvaccinerede senest 21 dage før indrejse. Hvis du er tvivl, vil vi til enhver tid hjælpe dig også vedr. dette emne. - På Avedøre Dyreklinik har vi åbent hele sommeren og er parate til at hjælpe jer bedst muligt igennem ferie- og sommertid. Vi ønsker alle dyr og dyreejere en rigtig god sommer, lyder det fra klinikken.