150 børn fik kultur og natur på slottet
Børnehavebørn fra Hornsherred satte fokus på træet som ressource til Naturens Dag i Slotsgårdens Institution
Små størrelser iført langærmede trøjer og for nogles vedkommende vindtætte jakker vrimlede som små myrer på et blad rundt i Slotsgårdens Naturinstitution. Torsdag i sidste uge var med andre ord både dagen, hvor vejret slog om fra varm sommersol til blæsende kulde, og samtidig dagen for den årlige tilbagevendende Naturens Dag.
Det betød, at institutionen, som har til huse i en fantastisk bygning ved Jægerspris Slot, dannede rammen for 150 børnehavebørn fra institutioner i Hornsherred Nord.
“Vi er en naturinstitution. Det betyder, at vi vægter naturen højt. Vi vil gerne inspirere børnene i forhold til naturen, som en resource vi skal have respekt for og passe på,” fortalte leder Yvonne Thorman.
Hun havde i samråd med hendes kolleger udtænkt et program, hvor den røde tråd var træet. Det betød at dagens aktiviteter indbefattede alt, der havde med træ at gøre. Det var lige fra blyantssnitning, ansigtsmaling, hvor man kunne males som træalf, klatring i træer og træplantning.
“Man kan næsten sige, at dagen både er kultur og natur,” sagde Thorman smilende og uddybede:
“Vi benytter gamle håndværksformer og ser på træet som en biologisk ressource både i fortid og nutid.”