Fortsæt til indhold

Jesper Pedersen bliver sportschef i Rishøj

Arkiv
Per Møller

FODBOLD: Efter den sidste kamp i sæsonen 2013/14, som resulterede i et 0-1 nederlag mod Ringkøbing IF og dermed en slutplacering som nummer tre i 2. Division Vest, har Rishøj Boldklub valgt at omrokere lidt på posterne omkring klubbens førstehold.
Efter en årrække som cheftræner overgår Jesper Pedersen til en rolle som sportschef, hvilket betyder at han får ansvaret for klubbens sportslige strategi, sammensætning af truppen, ansættelse af trænere og ledere omkring seniorafdelingen ligesom han skal "bygge bro" til ungdomsafdelingen.
Samtidig er træner Thomas Skov blevet "forfremmet" til cheftræner for førsteholdet. Desuden fortsætter Morten Avnskjold i rollen som assistenttræner.

Opstart den 15. juli

Rishøjs spillere er nu sendt på en velfortjent sommerferie inden der atter kaldes til træningssamling tirsdag den 15. juli.
Inden sæsonpremieren den første weekend i august skal der spilles tre træningskampe. Mandag den 21. juli på hjemmebane mod Nykøbing FC, lørdag den 26. juli kl. 11.00 på udebane mod Hvidovre IF og tirsdag den 29. juli mod Tåstrup FC.

Ny struktur for 2. division og DS

DBU's bestyrelse vedtog i weekenden en ny turneringsstruktur for 2. Division fra sæsonen 2015/16, som medfører en reduktion i antallet af hold fra i 2. Division fra 32 til 24, hvilket betyder ekstraordinær nedrykning fra 2. Division til Herre-DS i en overgangsordning i den kommende sæson 2014/15 med nedrykning af 11 hold fra 2. ivision til Herre- DS, hvor 12 til 16 i øst- og vestrækken rykker ud sammen med taberen af play off-kampen mellem nummer 11 i henholdsvis øst og vest. Modsat vil vinderne af de tre puljer i Danmarksserien rykke op.
2. Division vil fra 2015/16 tage udgangspunkt i et grundspil om efteråret med tre puljer med 8 hold, hvor de fire bedst placerede i hver gruppe spiller slutspil i foråret, med oprykning til Nordic Bet Ligaen til de to bedst placerede hold.
Ligeledes vil der være et slutspil for de 12 hold, der ender som 5-8 i grundspillet, hvor 9–12 rykker ned i Danmarksserien.
- Jeg er lidt ambivalent over for det. Jeg kan godt se der kommer flere spændende kampe, men med den store "oprydning" af klubber - 11 nedrykninger i den kommende sæson - risikerer man også at det kan blive en ulempe for talentudviklingen i de såkaldte yderområder hvor man også i dag leverer et godt stykke udviklingsarbejde, siger Jesper Pedersen som en kommentar til ovenstående strukturændring for 2. Division og Danmarksserien.