Solen er så rød, mor

Hej mor. Solen er så rød, mor, nynner jeg, alt mens jeg kører ad Ringvejen i Fredericia. Har været på hyggeligt besøg hos en eks-kollega, og er nu på vej hjemad mod Vejle, og lige der ved olieraffinaderiet får jeg den gamle børnesang ind i hovedet, og den er svær at slippe, da den først har mast sig herind.
Det er nu logisk nok, at sangen er dukket op, for det er aften og et eller andet sted langt bag det store futuristiske olieanlæg, som minder om noget fra en fremtidsfilm, hænger solen rød og lækker.
Hun er ved at gå i seng, hende den kære sol, og hun gør det med ynde som i en italiensk film, og hun viser sig frem for os heldige, der skal køre langs motortrafikvejen mod nordvest.
Det er vi ikke så mange der skal, så på det nylagte asfalt suser min lille smølfefarvede bil listigt mod nord.
Forbi vejen mod Trelde Næs, der er et usædvanligt flot naturområde. Smølfen og jeg nærmest flyver over åen ind til Rands Fjord, der jo i øvrigt for længst er blevet til en sø. Derinde til højre ligger Hvidbjerg og Høll med nogle af landets bedste strande, og inde længe passeres også Gårslev, Børkop, Brejning og Andkær.
Og alle de steder er så smukke på hver deres måde, men jeg kører ikke derind, for lige denne aften er det motortrafikvejen, der er det smukkeste sted af alle. Den er lige den aften en slags regnbue, der viser vejen hen til krukken med guld. I hvert fald retning den smukkeste solnedgang længe set.
Og lige som jeg når byskiltet med navnet Vejle skrevet i store bogstaver, så forsvinder solen ude bag horisonten.
'Nu er solen død, mor, og dagen gået bort'.
Men det er stadig en smule lyst, og jeg fortsætter ned mod byen, forbi Lido-bygningen og ned til Mølholmdammen. Mørket er ved at vinde her i skovkanten.
'Ræven går derude, mor, vi låser vores gang', smånynner jeg for mig selv.
På sådan en aften er livet stort. På sådan en aften er der højt til loftet. Solen har brugt dagen til at varme og give os lys, og nu er hun forsvundet rundt om hjørnet, og er i fuld gang med at varme andre steder.
Ok, det er nok nogle fiskebåde i Atlanterhavet, som lige nu nyder hendes stråler, hvis man nu skulle tænke helt praktisk, men på sådan en sommeraften klokken meget sent skal man ikke være praktisk.
Der skal man poetisk og filosofisk. Der skal man give sig tid til at læne sig tilbage og suge luften langt ned i lungerne, og indånde alle indtryk og puste dem ud igen, så der straks er plads til nogle nye.
Underligt nok kniber det med at se stjernene, for de burde komme og overtage det perfekte billede, men de gemmer så bag byens lys,
'Himlen er så stor, mor, med klare stjerner på. Hvem monstro der bor, mor, på stjernen i det blå ?, nynner jeg videre og finde hen til smølfen igen.
Det er sent, og snart skal der soves.
'Hør, nu synger stjernerne, de synger mig til ro!', slutter den smukke børnesang.
Godnat mor. Godnat alle sammen. Godnat sol. Vi ses snart igen.